Beslutning: Intern høring vedr. Kommuneplanstrategi 2018
Indstilling
Indstilling
Formanden for Amager Vest Lokaludvalg indstiller til lokaludvalget, at lokaludvalget drøfter og træffer beslutning vedr. intern høring af forslag til Kommuneplan 2018 "Verdensby med ansvar" med høringsfrist d. 19. juni 2018 kl. 12:00.
Problemstilling
Københavns Kommunes Økonomiforvaltning (ØKF) har sendt forslag til Kommuneplanstrategi 2018 "Verdensby med ansvar" i intern høring til lokaludvalget med høringsfrist tirsdag d. 19. juni 2018 kl. 12:00. Høringsmaterialet ligger som bilag på sagen. Kommuneplanstrategi vil herfra blive omtalt "KPS".
ØKF anbefaler, at lokaludvalget i forbindelse med den interne høring udfylder en skabelon som høringssvar. Skabelonen ligger også som bilag på sagen. Efter sommerferien laver ØKF en hvidbog med samling og behandling af høringssvar indkommet ved den interne høring, som forelægges for Økonomiudvalget (ØU). ØKF planlægger for offentlig dialog ved den offentlige, ikke den interne, høring i efteråret 2018. KPS 2018 forventes vedtaget i starten af 2019.
Ifølge ØKF er der sammenhæng mellem Bydelsplaner og KPS. Yderligere er København ifølge ØKF en by, der vil og kan alt. Derfor forsøger KPS at rumme alt. Til forskel fra tidligere KPS er der nu mere fokus på vækst, fordi København er hovedstaden og motor for landet. Desuden skal byens omdømme ses i et internationalt perspektiv. Samtidig er der tænkt på, at København skal være en god by for københavnerne, og en grøn og bæredygtig by, med social balance.
Hvad er en kommuneplanstrategi
En KPS er helt overordnede visioner for, hvordan kommunen udvikles. Visionerne implementeres dernæst bl.a. via en ny kommuneplan (KP), som i mere detaljeret grad sætter rammerne for det fysiske miljø. En KPS indeholder derfor bl.a. typisk - modsat en KP - få kortbilag. I KPS 2018 er der ét kort på s. 21 ifm. arealer til byudvikling. KPS' visioner skal på det fysiske område favne interesser i alle kommunens forvaltningsområder: Børn og Unge, Social, Sundhed og Omsorg, Kultur og Fritid, Beskæftigelse og Integration, Teknik og Miljø samt Økonomi.
Eksempler på hvad der ikke står i KPS: "Der skal oprettes forældregrupper og sociale netværk på Facebook for at forhindre bandekriminalitet".
Eksempler på hvad der kan stå i en KPS: "Det skal være en by for alle" og "Der skal være gode rammer for byliv", "Vi skal i højere grad udvikle byen sammen med borgerne".
Eksempler på hvordan ovennævnte eksempler fra KPS overføres til en KP: "Ved nybyggeri skal der stilles krav om 25% almene boliger" og "Der skal planlægges for blandede anvendelser", "Kommunen skal søge at samarbejde med borgere, organisationer og erhvervsliv om udviklingen af de kommunale faciliteter" (dvs. bygninger/byrum/landskab).
KP er mere konkrete regler for, hvordan den fysiske udvikling kan foregå, som en lokalplan (LP) skal rette sig efter. I KP - modsat KPS - er der adskillige kort, som viser hele kommunen delt op i mindre områder og parceller med f.eks. regler for anvendelse (f.eks. enten 'offentlige formål', 'boliger', 'erhverv' eller andet), etageareal, antal etager og højde. Boligstørrelser, parkering mv. fastsættes i KP og i LP.
Fysisk Plans indstilling
ØKF havde d. 30. april 2018 foretræde for arbejdsgruppen Fysisk Plan for at fortælle om, hvad en KPS er, lidt om indhold og om proces. Der var ikke meget tid til at behandle punktet og arbejdsgruppen har derfor ikke kunnet udfylde skemaet. En løsning kunne derfor være, at Fysisk Plan gennemgår KPS 2018 igen på juni-mødet med efterfølgende godkendelse i forretningsudvalget af udfyldt skema som høringssvar inden for fristen d. 19. juni kl. 12:00.
Fysisk Plan kom på mødet med følgende ønsker/afklaringer til KPS:
- At visionerne skal fokusere mere på trafik samt konkretisering af den grønne udvikling.
- At der skal fokuseres mere på at skabe flere erhvervsområder med den begrundelse, at der opstår for meget pendling, når der ikke er arbejdspladser i bydelen.
- At der endvidere skal være den nødvendige plads til handelslivet i byen.
- At det i visionerne bør skinne igennem, at København arkitektonisk er baseret på forskellige boligformer, så det i byen ikke kun drejer sig om at bygge stort og højt.
- At der i visionerne savnes tydeliggjorte perspektiver for Københavns udvikling i sammenhæng med de store vestegnskommuner, den sjællandske region og Sydsverige.
Løsning
At Amager Vest Lokaludvalg drøfter den interne høring og lader Fysisk Plan behandle KPS 2018 igen på juni-mødet af KPS 2018 med efterfølgende godkendelse i forretningsudvalget af udfyldt skema som høringssvar.
Økonomi
Når lokaludvalget er kommet lidt længere og har forholdt sig mere konkret til KPS 2018 samt borgerinddragelse i processen, skal der afsættes midler til borgermøde mv. ifm. den offentlige høring til efteråret 2018.
Videre proces
Sekretariatet skal have endelig godkendelse til at sende det udfyldte skema som høringssvar inden for høringsfristen tirsdag d. 19. juni 2018 kl. 12:00.
Beslutning
Det blev besluttet, at indføje lokaludvalgets bemærkninger som forslag til tekstændringer i udkastet til kommuneplanstrategi så vidt muligt.
Bemærkningerne fra arbejdsgruppen for fysisk plan blev godkendt med følgende tilføjelser:
Lokaludvalget betragter udkastet til Kommuneplanstrategien, som et udtryk for, at Københavns Kommune ønsker vækst for vækstens skyld og opfordrer politikerne til at have for øje, at væksten skal være til for at gøre borgernes hverdag bedre.
Derudover ønsker lokaludvalget at fremhæve, at med væksten følger massivt pres på offentlige institutioner og trafikal infrastruktur, og at dette fremover skal følge med planlægningen. Lokaludvalget savner, at Kommuneplanstrategien i højere grad forholder sig til, hvordan væksten kan ske omkring København i samarbejde med de omkringliggende kommuner og Region Hovedstaden for at mindske trængslen og forbedre mobiliteten blandt pendlere til København og skabe arbejdspladser, der hvor folk bor. I den forbindelse savner lokaludvalget en egentlig pendlingsanalyse på tværs af kommunegrænsen.
Lokaludvalget efterspørger, at kommuneplanstrategien udfolder visioner for det gode og trygge liv fremfor de alt for konkrete visionsløse bud på flere skoler, ældreboliger og veje.
Lokaludvalget savner en ambition om, at også områder med mange ejerboliger får et løft ved, at der bygges flere almene boliger i de områder.
Endelig savner lokaludvalget konkretisering af, hvordan borgerdialogen skal foregå.