Beslutning: Borgerhenvendelse med ønske om en Byttestation på Islands Brygge
Indstilling
Formanden for Amager Vest Lokaludvalg indstiller, at lokaludvalget vurderer, at der ikke er behov for endnu en byttestation på Islands Brygge, da der allerede findes Genbryggen efter indstilling fra arbejdsgruppen fysisk plan.
Problemstilling
Amager Vest Lokaludvalg modtog d. 6. marts 2018 en henvendelse fra en borger vedr. ønsket om en byttestation på Islands Brygge, som de har det på Vesterbro. Lokaludvalgssekretariatet har indhentet et notat med erfaringer fra Vesterbro, som blev fremsendt ved forrige lokaludvalgsmøde.
Arbejdsgruppen Fysisk Plan behandlede d. 30. april 2018 henvendelsen og indstiller til lokaludvalget, at lokaludvalget følger Islands Brygge Lokalråds beslutning vedr. dette. Islands Brygges Lokalråd har meldt, at der allerede findes Genbryggen, som fungerer fint. Yderligere er Fysisk Plan bekymret for, om ting vil flyde/rode i byrummet, og hvem der skal stå for det praktiske f.eks. i forbindelse med renholdelse af en byttestation. Derudover findes der en Amager facebookside med mulighed for bytte.
Oprids af erfaringen fra byttestationen fra Vesterbro
Teknik- og Miljøforvaltningen og Områdefornyelsen gik i 2014 sammen om etableringen af en byttestation på Herman Bangs Plads, som Vesterbro Lokaludvalg overtog og satte i Smedestræde. Der var forskellige typer af hylder, bøjlestang mv., som opfordrer til bytning af forskellige slags ting. Etableringsomkostningerne var 30.000 kr. og blev bygget af kunstneren Thomas Dambo.
Lokaludvalgssekretariatsarbejde
Driften omfattede, at den blev ryddet op og vasket af hver dag af sekretariatsansatte eller frivillige. De fjernede også religiøs og politisk propaganda og alt, hvad der lignede storskrald. Desuden brugte de også tid til at tale med borgere om projektet, når de var derude. I Smedestræde var der 4 frivillige og en sekretariatsansat, der løbende holdt øje i større eller mindre grad, minimum en gang om ugen. Hylder blev ikke tørret af. Den bør shines op én gang om året. Ang. overskudsting var der på Herman Bangs Plads løbende oprydning, og der var affaldsbeholder på stedet. I Smedestræde blev der ikke kørt noget særligt væk fra. Småting blev taget med af den, der så efter. Vedr. kommunikation omfattede indsatsen: På Herman Bangs plads: Lokalavis, opslag på stedet, facebook, samt ved arrangement. I Smedestræde: Lokalavis, opslag, facebook og hjemmeside.
Lokaludvalgssekretariatets evaluering
Den bliver brugt, men eftersom den står lidt væk fra sekretariatet, har de ikke nogen præcis idé om flowet. Den bliver ikke tagget eller hærget. Den har været kortvarigt vinterlukket, men folk er gået i gang med at sætte ting ind igen. Den var ikke bygget til at stå udenfor så længe, og den efterfølgende tagløsning med sejl er ikke ideel, hverken praktisk eller æstetisk. Overvejelser, der er gjort: Gider folk bøjler? Er bytteøen for stor? Måske vil det være godt med hylder, der er åbne i enderne, så småskidt/fnuller blæser ud. I hvert fald ikke for mange små rum, der kan blive nussede i hjørnerne. Boghylder bør ikke være for dybe. Formidling er vigtig.
Løsning
At Amager Vest Lokaludvalg træffer beslutning vedr. borgerens ønske om en byttestation på Islands Brygge.
Økonomi
Indstillingen indebærer ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Beslutning
Det blev besluttet at besvare henvendelsen med, at etableringen af en byttestation kræver lokal opbakning og forankring. Herudover er der allerede en del tiltag lokalt, der understøtter bytte blandt borgere.