Mødedato: 22.04.2014, kl. 18:30
Mødested: Sundholmsvej 8

Ansøgning: Kadencen sættes op i rapstudiet i Fritidscentret GAIA

Fritidscentret GAIA søger om støtte til at holde åbent rapstudie hver onsdag samt at sikre tekstkonsulent og producer.

Indstilling og beslutning

Formanden for Amager Vest Lokaludvalg indstiller,
1) at lokaludvalget drøfter og vedtager sit svar til Fritidscentret GAIA.

Problemstilling

På vegne af Fritidscentret GAIA søgte Helle Bak Andersen den 31. marts 2014 om 25.000 kr. i støtte til at holde fritidscentrets rapstudie åbent en aften hver uge samt at sikre deltagelse fra tekstkonsulent og producer. Indsatsen henvender sig til unge på 13 - 20 år, og der forventes 20 - 25 deltagere.

I maj 2013 bevilgede Amager Vest Lokaludvalg støtte til at starte et rapprojekt for unge tilknyttet Fritidscentret GAIA. Rapprojektet skal bygge bro og skabe netværk mellem unge, der mødes omkring glæden ved at skabe et kreativt produkt. Siden har fritidscentret intensiveret samarbejdet med ungdomsskolen og er begyndt at samarbejde med Huskunsterordningen. Fritidscentret oplever, at samarbejdet med ungdomsskolen er en stor succes, men finder det ærgerligt, at rapprojektet ikke kan fastholdes i skoleferierne, når ungdomsskolen er lukket. Desuden har ungdomsskolen ikke mulighed for at støtte events og koncerter, hvilket Fritidscentret vurderer, er en vigtig del af de unges motivation for at at bruge projektet. Derfor søger Fritidscentret om støtte til at kunne holde rapstudiet åbent med deltagelse fra tekstkonsulent og producer hver onsdag - også i ferierne - samt mulighed for deltagelse i events og koncerter.  

Det ansøgte beløb indgår i et samlet budget på 324.000 kr. Der er bevilget støtte fra Huskunstnerordningen, Ungdomsskolen og Udviklingspuljen i Kultur og Fritidsforvaltningen. Amager Øst Lokaludvalg søges om støtte tilsvarende det ansøgte beløb.

Løsning

Arbejdsgruppen for kultur og fritid behandlede ansøgningen på sit møde den 2. april 2014 og har efterfølgende stillet ansøger en række spørgsmål angående budget, antallet af deltagere og plan for at få fat på nye unge til projektet. Svarene er vedhæftet bilagsmaterialet. På baggrund af de samlede oplysninger bedes lokaludvalget drøfte og vedtage sit svar til Fritidscentret GAIA. 

Økonomi

Arbejdsgruppens indstilling har ingen økonomiske konsekvenser.

Beslutning

Der blev stillet forslag om at afvise ansøgningen med den begrundelse, at udvalget vurderer, at projektet ikke i tilstrækkelig grad -hidtil eller i det aktuelle projekt - er lykkedes med at tiltrække et mere tilfredstillende antal deltagere og skabe netværk. 

Forslaget kom ikke til afstemning. Udvalget besluttede således af afvise ansøgningen med ovenstående begrundelse. 
Til top