Mødedato: 22.04.2014, kl. 18:30
Mødested: Sundholmsvej 8

Ansøgning: Grønne byrum med Planteklubben på Amager

Planteklubben på Amager søger om støtte til temarække om grønne byrum på Amager.

Indstilling og beslutning

Formand for Amager Vest Lokaludvalg indstiller,
1) at lokaludvalget drøfter og vedtager sit svar til Planteklubben på baggrund af indstillingen fra arbejdsgruppen for fysisk planlægning.

Problemstilling

På vegne af Planteklubben på Amager søgte Pernille Schaldemose den 18. marts 2014 om 9.000 kr. i støtte til afholdelse af en række arrangementer på hele Amager. Arrangementerne er åbne for alle, og skal løbe over hele 2014. der forventes et deltagertal på 200.

Planteklubben er en frivillig forening, hvis arrangementer blandt andet omhandler spiselige planter på Amager Fælled og Amager Strand, nyttehaver og grønne byrum. Formålet med arrangementerne i 2014 er at bruge Planteklubbens netværk til at nå flere borgere på Amager, støtte dem i at engagere sig i deres eget bymiljø og præsentere dem for alle bydelens grønne byrum.

Det ansøgte beløb indgår i et samlet budget på 24.000 kr. Heraf udgøres 6.000 kr. af egenfinansiering, ligesom der er søgt om 9.000 kr. i støtte fra Amager Øst Lokaludvalg.

Løsning

Arbejdsgruppen for fysisk planlægning behandlede ansøgningen på sit møde den 8. april 2014, og indstiller at beløbet bevilges. Arbejdsgruppen finder, at projektet er netværksskabende, og styrker bydelens grønne profil.

Økonomi

Arbejdsgruppens indstilling betyder, at beløbet anvises fra lokaludvalgets puljemidler, område 3707.

beløb ekskl. moms: 9.000 kr.

Beslutning

Jann Kuusisaari erklærede sig inhabil og forlod lokalet under behandlingen af punktet. Indstillingen blev godkendt uden at komme til afstemning. Udvalget vedtog således at bevilge 9.000 kr. til projektet.
Til top