Mødedato: 22.04.2014, kl. 18:30
Mødested: Sundholmsvej 8

Ansøgning: Metrohaverne sæson 2014

Metrohaverne søger om støtte til indkøb af materialer til genbeplantning og udbygning af plinte samt støtte til skitsering.

Indstilling og beslutning

Formand for Amager Vest Lokaludvalg indstiller  
1) at lokaludvalget drøfter og vedtager sit svar til Metrohaverne på baggrund af indstillingen fra arbejdsgruppen for fysisk planlægning.

Problemstilling

Den 31. marts 2014 søgte Kristian Kjærsgaard på vegne af Metrohaverne om 29.000 kr. i støtte til indkøb af materialer til genbeplantning og udbygning af plinte samt støtte til skitsering af revideret vision. 

Metrohaverne ønsker at udbygge de eksisterende plinte og forbinde dem mod Ørestads Boulevard, således at plintene vil give en bedre afskærmning ud imod vejen og mere rumfornemmelse inde i haverne. Plintene skal have indbyggede plantekasser og være i en højde, der tydeligt markerer havernes afgrænsning uden at lukke af mod fortovet langs Boulevarden.
Det overordnede formål med at forbedre havernes indretning er at gøre det muligt at passe haverne i fællesskab fremfor at have individuelle haver. På den baggrund  ønsker man senere at kunne søge om finansiering til at udbygge det eksisterende område. Derfor søges der her ligeledes om støtte til at få skitseret en revideret vision for haverne, som lægger større vægt på fællesskab. 

Foreningen drives af frivillige, ulønnede kræfter, der varetager genbeplantning, ombygning og pasning.

Der er ligeledes søgt om støtte fra By & Havn og Grundejerforeningen Ørestad City.

Løsning

Arbejdsgruppen for fysisk planlægning behandlede ansøgningen på sit møde den 8. april 2014, og indstiller at beløbet bevilges. Arbejdsgruppen støtter projektet, da det er et bydelsplansprojekt, og arbejdsgruppen finder, at hensigterne i metrohavernes fremtidige udvikling om at gøre haverne mere offentlige er gode. 

Økonomi

Arbejdsgruppens indstilling betyder, at beløbet anvises fra lokaludvalgets puljemidler, område 3707.

Beløb ekskl. moms: 29.000 kr.

Beslutning

Jann Kuusisaari erklærede sig inhabil og forlod lokalet under behandlingen af punktet. André Just Vedgren orienterede om, at det ansøgte beløb skulle rettes, da foreningen siden fremsendelsen har modtaget 15.000 kr. i støtte til projektet fra By&Havn. Derfor blev indstillingen fra arbejdsgruppen for fysisk planlægning rettet til at betyde en bevilling på 14.000 kr.
Indstillingen blev godkendt uden at komme til afstemning. Udvalget vedtog således at bevilge 14.000 kr. til projektet.
Til top