Mødedato: 22.04.2014, kl. 18:30
Mødested: Sundholmsvej 8

Ansøgning: Børn bygger Ørestad

BIBIANA Danmark søger om støtte til aktitektursaloner for børn og forældre i forbindelse med Ørestad Kulturdage.

Indstilling og beslutning

Formanden for Amager Vest Lokaludvalg indstiller,
1) at lokaludvalget drøfter og vedtager sit svar til BIBIANA Danmark på baggrund af indstillingerne fra arbejdsgruppen for kultur og fritid og arbejdsgruppen for fysisk planlægning.

Problemstilling

Den 31. marts 2014 søgte Janne Bech på vegne af BIBIANA Danmark om 30.000 kr. i støtte til afholdelse af fem arkitektursaloner i maj, juni og august særligt for børn i alderen 4 - 15 år og forældre i Ørestad og resten af bydelen. Salonerne skal blandt andet afholdes på Ørestad Bibliotek og i Byparken, og der forventes i alt 450 - 600 deltagere.  

Der vil være aktiviteter for børn og voksne både hver for sig og samlet. For de voksne vil der være mulighed for at gå i dialog med arkitekterne bag Ørestad. For børnene vil der være mulighed for at lege og bygge modeller over, hvordan nogle af de ubenyttede og ubebyggede arealer i Ørestad kunne tage sig ud.
Arrangementerne skal give lokale børn en større indsigt i og kendskab til udviklingen af deres eget lokale miljø. I tråd med indførelsen af arkitektur og designfag i folkeskolen vil arrangementerne understøtte disse aktiviteter på lokale skoler ved at lave en vidensopsamling på aktiviteterne, som vil blive stillet til rådighed for skolerne.

Det ansøgte beløb indgår i et samlet budget på 148.100 kr. Der er ligeledes søgt om støtte fra By & Havn, Grundejerforeningen Ørestad City, Field's, Rambøll og Cabinn.

Løsning

Arbejdsgruppen for kultur og fritid behandlede ansøgningen på sit møde den 2. april 2014 og indstiller et afslag. Arbejdsgruppen vurderer, at projektet benytter en for snæver rekruttering og således kun henvender sig til børn, der i forvejen har store muligheder for kulturtilbud, ligesom der ikke er tænkt dialog på tværs af bydelen ind i projektet.

Arbejdsgruppen for fysisk planlægning behandlede ansøgningen på sit møde den 8. april 2014 og indstiller´, at det ansøgte beløb bevilges. Arbejdsgruppen finder, at projektet er netværksskabende, da projektet henvender sig til både beboere og ansatte i Ørestad.

Økonomi

Arbejdsgruppen for kultur og fritids indstilling har ingen økonomiske konsekvenser.

Arbejdsgruppen for fysisk planlægnings indstilling betyder, at beløbet bevilges fra lokaludvalgets puljemidler, område 3707.

Beløb ekskl. moms: 30.000 kr.

Beslutning

Indstillingen fra arbejdsgruppen for fysisk planlægning kom til afstemning:

For: Lars Rimfalk Jensen, Isak Korn, Peter Hess-Nielsen, Kresten Thomsen, Berit Bro, André Just Vedgren, Kasper Thorup-Villadsen, Robert Nielsen, Erhardt Franzen, Tonni Hyldgaard, Jann Kuusisaari, Anders Bo Nielsen.

Imod: Ulla Støvelbæk, Per Klougart Mortensen, Margit Larsen, Tian Ye, Simon Holm Nielsen, Jens Vornøe.

Blank: Niels Balling, Marianne Falck Orby.

Med stemmetallet: 12 - 6 - 2 vedtog udvalget således at bevilge 30.000 kr. til projektet.  
Til top