Beslutning: naboorientering vedr. ændring af antallet af parkeringspladser
Indstilling
Formanden for Amager Vest Lokaludvalg indstiller, at lokaludvalget godkender forslag til svar på naboorientering vedr. dispensation til antal parkeringspladser ved nybyggeri i Bella Kvarter på baggrund af indstilling fra arbejdsgruppen for fysisk planlægning.
Problemstilling
Teknik- og Miljøforvaltningen har sendt en naboorientering til lokaludvalget med frist 23.2.2022.
Sagen handler om at bygherre ønsker at anvende parkeringsnormen i Kommuneplan 2019 i fm. nybyggeri med den konsekvens, at antallet af parkeringspladser ændres fra 121 til 96.
Arbejdsgruppen for fysisk planlægning har behandler sagen og indstiller følgende høringssvar:
Lokaludvalget kan ikke gå ind for, at der gives de anbefalede dispensationer, idet vi finder, at hele parkeringssituationen i Ørestadsområdet er håndteret mangelfuldt. Der er ikke et objektivt overblik over parkeringssituationen i området, der strækker sig fra Ørestad Syd til Bella Kvarter ved Vejlands Allé.
Hvor mange biler er indregistreret i området, hvor mange dele-/lejebiler er der i området, med parkering og hvor mange biler kommer der dagligt ind i området med ærinder til arbejdspladser, med varetransporter mv., hvor der skal findes parkeringsplads? Hvor stor en andel af de indregistrerede og de dagligt indkomne biler parkeres uden for området? Og er der vurderinger fra naboområderne med belastning af parkerede biler fra Ørestadsområdet? I den forbindelse er det heller ikke uden betydning, at store dele af Amager Vest efterhånden fyldes op af flere og flere biler hvert år. Det gælder både på private fællesveje og offentlige veje.
Når det i nabohøringen, som begrundelse for at godkende dispensationerne, henvises til, at der er tomme pladser i parkeringshusene og boligejendomsparkeringer i Ørestad, hænger det, allerede sandsynliggjort sammen med, at folk ikke vil betale for de dyre parkeringspladser i By & Havns parkeringshuse og andre steder i Ørestadsområdet; men vælger dagligt at tilbagelægge til fods eller på cykel indtil flere kilometer til omegnsområder, hvor det på villaveje/private fællesveje og offentlige veje og pladser er muligt at parkere gratis. Hvor mange biler, der hér er tale om parkeret uden for Ørestad hver dag, vides heller ikke. En oplysning herom kunne være nyttigt i en vurderingssituation.
I en analyse af parkeringssituationen i Ørestad og nybyggeriet i Bella Kvarter ville det endvidere være særdeles relevant at se en kortlægning af behovet for handicap parkeringspladser (biler og kørestole) og indretning med loftshøjde mv. i parkeringshusene til transportvogne med kørestolsbrugere og for kørestolskørsel på plant underlag.
I en analyse og vurdering af parkeringssituationen i Ørestad og det øvrige område til/ved Vejlands Allé bør prissætningen på parkeringspladserne være en vigtig del. Som det er nu, er det prisen på parkeringspladserne, der bestemmer behovet for pladser og ikke antallet af biler i området. Lokaludvalget finder det derfor fatalt misvisende, at bruge nuværende parkeringspladsudnyttelse i området som begrundelse for en godkendelse af bygherrernes ønsker om dispensationer fra parkeringspladskravene, som det i høringen er lagt op til. Det vil faktuelt være meget forkert.
Af hensyn til det fremadrettede for bydelen vil lokaludvalget finde det særdeles opportunt, at kommunen gennemfører en total kortlægning af parkeringssituationen i Ørestad, med afledte effekter til omgivelserne. Et sådant materiale ville være godt at have ved vurderinger af parkeringsbehov og –indretning i området i fremtiden.
Løsning
At lokaludvalget godkender forslag til svar på naboorientering vedr. dispensation til antal parkeringspladser ved nybyggeri i Bella Kvarter på baggrund af indstilling fra arbejdsgruppen for fysisk planlægning.
Beslutning
Indstillingen blev godkendt under afstemning:
Følgende stemte for: Hanne Schmidt, Marianne Nissen, Mark Gray, Erhardt Franzen, Peter Hess-Nielsen, Kim J. Henriksen, Andreas Petersen, Anders Bo Nielsen, Steen Höier, Christian Eggert, Lone Munk, Arne Bjørn Nielsen, Lasse Vogel,
Imod: Uffe Meulengracht, Nick Vikander, Kresten Thomsen, Robert Nielsen, André Vedgren.
Undlader: Jill Petersen,
Protokolbemærkning fra Nick Vikander:
Den uhensigtsmæssige bilparkering omkring Ørestad kan løses med skarpere parkeringsregler og kontrol i dette område. Det løses ikke ved at bygge endnu flere tomme parkeringspladser i Ørestad, hvilket hverken er til gavn for beboerne eller klimaet.