Mødedato: 22.01.2013, kl. 18:30
Mødested: Peder Lykke centret, Peders Lykkevej 65

Intern høring - omkonvertering af midler til lethal på Højdevangsskolen

Se alle bilag
Amager Vest Lokaludvalg skal tage stilling til intern høring om omkonvertering af midler til lethal på Højdevangsskolen.

Indstilling og beslutning

Formanden for Amager Vest Lokaludvalg indstiller:
At lokaludvalget drøfter og tager stilling til høringssvar for omkonvertering af midler til lethal på Højdevangsskolen på baggrund af udkast fra arbejdsgrupperne for Fysisk Planlægning og Kultur.

Problemstilling

Lokaludvalget har modtaget intern høring vedr. omkonvertering af midler til lethal på Højdevangsskolen med høringsfrist den 14. februar 2013.

Kultur og Fritidsudvalget besluttede på deres møde den 06. december 2012 at konverterer bevillingen på 20 mio.kr. til en lethal ved Højdevangsskolen til:
- etablering af en Kunstgræsbane (11 mandsbane med opvarmnings- småspilsareal) og lys ved Sundby idrætspark (for ca. 10 mio.kr.)
- etablering af omklædningsfaciliteter mv. hos Boldklubben Fremad Amager (for ca. 2 mio. kr.)
- opgradering af lethallen i Ørestad
- opgradering af skoleidrætsfaciliteter i Sundby Hallerne

Hovedmotivet for forslaget er at fodboldklubberne, som er den primære foreningsbruger af Højdevangsskolens gymnastiksale (ca. 80 % af tiderne), har behov for større udendørskapacitet, både vinter og sommer. Både klubberne B1908 og Fremad Amager bruger faciliteterne, de har mere end 1500 aktive brugere, hvoraf ca. 85 % er under 25 år.

I 2012 blev idrætsforeningen Ørestad IF stiftet. Lokaludvalg har været involveret i arbejdet med at opstarte idrætsforeningen. Ørestad IF vil have tilknytning til den fremtidige lethal i Ørestad City. Både lokaludvalget og Ørestad IF har deltaget i 3 udviklingsworkshop om lethallen afholdt af Kultur- og Fritidsforvaltningen og NORD arkitekter. 

Sagen er sendt i intern høring i bl.a.Børne- og Ungdomsudvalget, skolen og klubberne ved Højdevangsskolen, efter høringsperioden sendes sagen igen til behandling i Kultur- og Fritidsudvalget.

Løsning

Arbejdsgrupperne for Fysisk planlægning og Kultur har på deres møde den 09. januar 2013 sammen behandlet høringen. Arbejdsgrupperne har lavet et fælles udkast til høringssvar, der er vedlagt som bilag til indstillingen.

Høringssvaret skal indsendes senest onsdag d. 14. februar 2013.

Beslutning

Udkastet til høringssvar fra arbejdsgrupperne for fysisk planlægning og kultur & fritid blev godkendt uden at komme til afstemning.
Til top