Mødedato: 22.01.2013, kl. 18:30
Mødested: Peder Lykke centret, Peders Lykkevej 65

Ansøgning: Ørestad Kor

Ørestad Kor søger støtte til Ørestad Kor.     

Indstilling og beslutning

Formanden for Amager Vest Lokaludvalg indstiller,
1) at lokaludvalget drøfter og vedtager sit svar til Ørestad Kor på baggrund af indstillingen fra arbejdsgruppen for kultur og fritid.

Problemstilling

På vegne af Ørestad Kultur søgte Eva Sofie Rafn d. 23. december 2012 om 58.500 kr. i støtte til Ørestad Kor. Koret er ca et halvt år gammelt og samles hver onsdag aften på Ørestad Bibliotek. Hele efteråret har min. 35 personer i alle aldre deltaget hver onsdag. En arbejdsgruppe ønsker nu at udvikle koret, så det bliver en fast kulturinstitution i Ørestad i mange år fremover. 

Når man synger sammen og således samarbejder om noget opstår, udover musikken, en følelse af samhørighed. Koret består i dag af alt fra studerende til pensionister, småbørns-forældre og karrieremennesker. Koret oplever at bidrage til at samle folk og og har styrket en fælles identitetsfølelse i såvel den nye bydel, som på tværs, da flere medlemmer kommer fra haveforeningerne og Kongelundsvejsområdet. I efteråret fik koret en lille opstartskapital fra By & Havn. Men koret befinder sig endnu i opstartsfasen. Koret ser et stort potentiale for, at kunne tiltrække mange medlemmer, men indtil de er nået op på et bæredygtigt antal, ønsker koret økonomisk hjælp. Koret et i gang med at oprette sig som forening og afholder stiftende generalforsamling onsdag den 30. januar 2013. Dette, samt hverve-reklame for koret, vil blive annonceret i Ørestad Avis, via opslag på biblioteket, i dagligvarebutikker etc. Koret er åbent for alle uanset tidligere korerfaring. Alle korprøver foregår for åbne døre. Et helårskontinget koster 1200 kr., med nedsat pris for studerende, pensionister og enligt forsørgende. 

De ansøgte midler dækker udgifter i 2013 til lokaleleje, kontorartikler, porto, noder, dirigent og stemmetrænings-workshop.  

Løsning

Arbejdsgruppen for kultur og fritid behandlede ansøgningen på deres møde den 9.januar 2013. Arbejdsgruppen indstiller, at projektet støttes med 50.000 kr.. Indstillingen om delvist støtte hviler på arbejdsgruppens ønske om at støtte op om en ny forening, der ses som et netværksfremmende initiativ i bydelen, men mener ikke at kunne bevilge støtte til mødegange, der allerede har fundet sted (jvf. budget).

Arbejdsgruppen har anmodet ansøger om en afklaring omkring posten til lokaleleje. Koret har holdt til i Ørestad Bibliotek og arbejdsgruppen ønsker at vide, om der for foreninger ikke findes mulighed for støtte til leje i kommunale lokaler.

Økonomi

Beløbet anvises fra lokaludvalgets puljemidler, område 3107.
Beløb ekskl. moms: 50.000 kr.

Beslutning

Kresten Thomsen stillede forslag om at støtte projektet med 20.000 kr., da der vurderes at være gode muligheder for at få stillet lokaler gratis til rådighed.

Indstillingen kom herefter til afstemning:

For: 0

Imod: Isak Korn, Eleonora Lewandowski, Margit Møldrup, , Anders Bo Nielsen, Kim J. Henriksen, Jørgen Melskens. Fini Sickinger, Per Klougart Mortensen, Erhardt Franzen, Niels Balling, Kresten Thomsen, André Just Vedgren, Preben Poulsen, Arne Bjørn Nielsen, Erik Fischer.

Blank: Ole Ullby, Tom Fuglevig.

Med stemmetallet 0 - 15 - 2 vedtog udvalget således at afvise at støtte projektet med 50.000 kr.

Herefter blev der afstemning om forslaget om at støtte projektet med 20.000 kr.:

For: Ole Ullby, Isak Korn, Eleonora Lewandowski, Margit Møldrup, , Anders Bo Nielsen, Kim J. Henriksen, Jørgen Melskens. Fini Sickinger, Per Klougart Mortensen, Erhardt Franzen, Niels Balling, Kresten Thomsen, André Just Vedgren, Preben Poulsen, Arne Bjørn Nielsen, Erik Fischer.

Imod: 0

Blank: Tom Fuglevig.

Med stemmetallet vedtog udvalget således at bevilge 20.000 kr. til projektet.
Lokaludvalget understreger, at bevillingen gives ud fra et ønske om at støtte en ny forening, der udfører et netværksfremmende initiativ i bydelen.
Lokaludvalget henviser til Frivilligcenter Amager for råd og vejledning til at søge støtte til fritagelse for lokaleleje i Københavns Kommune.

Til top