Beslutning: Brev til KFF vedr. idrætsanlæg i Ørestad Syd
Indstilling
Formanden for Amager Vest Lokaludvalg indstiller, at lokaludvalget sender et brev til Kultur- og Fritidsforvaltningen om opfordring til at afholde borgermøde i forbindelse med videre planlægning af den kommende idrætspark i Ørestad Syd.
Problemstilling
Københavns Kommune ønsker at etablere faciliteter til idræt med omdrejningspunkt omkring fodbold i Ørestad og har til formålet erhvervet en grund i Ørestads sydøstligste hjørne, CMC-grunden, med Metro og Metroselskabets servicearealer som umiddelbare naboer.
Projektet med titlen ’Ørestad Kunstgræsbaner og Klubhus’ er bestilt af Kultur- og Fritidsudvalget på baggrund af, at der efter orientering fra Ørestad IF mangler idrætsfaciliteter særligt til fodbold. Kultur- og Fritidsforvaltningen har lavet et dispositionsforslag med indtil videre fem kunstgræsbaner (12.465m2), et klubhus (600m2), evt. BUF-bygning (600m2) samt et udendørs areal til streetfaciliteter (3300m2), hvor sidstnævnte endnu ikke er konkretiseret.
På grunden skal der således afsættes et areal til en ’fase 2’, hvor der vil blive arbejdet med et udendørs areal til streetfaciliteter. Dette indgik ikke oprindeligt i projektet, men det er siden udbuddet besluttet at inddrage arealet til outdoor-/streetfaciliteter i planlægningsfasen.
Kultur- og Fritidsforvaltningen har ikke lavet nogen større, direkte borgerinddragelse i processen op til forslaget, men har afholdt fire møder med interessenter, herunder repræsentanter fra Amager Vest Lokaludvalg, Grundejerforeningen, Ørestad IF, DBU København, DGI, KEID, Metroselskabet og By & Havn.
Arbejdsgruppen Børn, Unge, Kultur, Fritid & Idræt mener ikke, at det er tilstrækkeligt med den inddragelse, der indtil videre har været. For at det endelige anlæg kan repræsentere borgernes interesser bedst muligt, bør der laves en mere direkte borgerinddragelse. Da kunstgræsbanerne allerede er fastlagt, bør borgerinddragelsen have fokus på arealet til outdoor-/streetfaciliteter.
Projektet ’Ørestad Kunstgræsbaner og Klubhus’ skal godkendes i budgetforhandlingerne 2022-2023, og hvis det godkendes, foreslår Amager Vest Lokaludvalg i det tilsendte brev at afholde et borgermøde i samarbejde med forvaltningen allerede i efteråret, så den direkte borgerinddragelse sker så tidligt i næste proces som muligt, og ikke først når lokalplansudarbejdelsen går i gang.
I brevet opfordres der samtidigt til, at man på borgermødet også kan med input og ideer til, hvad der skal foregå på p-pladsen bag Hotel Crown Plaza, der stilles til rådighed af By & Havn.
Løsning
Formanden for Amager Vest Lokaludvalg indstiller, at lokaludvalget godkender og sender brevet til Kultur- og Fritidsforvaltningen med opfordring til øget borgerinddragelse ifm. det udendørs areal til streetfaciliteter.
Videre proces
Når projektet 'Ørestad Kunstgræsbaner og Klubhus' er godkendt i budgetforhandlingerne 2022-2023, vil lokaludvalget i samarbejde med forvaltningen arrangere og afholde et borgermøde.