Mødedato: 21.05.2013, kl. 18:30
Mødested: Peder Lykke Centret, Peder Lykkes Vej 65

Ansøgning: Sundby Taekwondoklub

Mohamed Chikri søger støtte til Sundby Taekwondoklub

Indstilling og beslutning

Formanden for Amager Vest Lokaludvalg indstiller,
1) at lokaludvalget drøfter og vedtager sit svar til Mohamed Chikri på baggrund af indstillingen fra arbejdsgruppen for kultur og fritid.

Problemstilling

På vegne af Sundby Taekwondoklub søgte Mohamed Chikri den 26. marts 2013 om 23.920 kr. i støtte til indkøb af 100kvm træningsmåtter til Sundby Taekwondoklub. Sundby Taekwondoklub blev oprettet i oktober 2011 og er lokalt forankret i Sundby, hvor der trænes fast tre gange om ugen på Dyvekeskolen. Klubben har p.t. ca. 45 medlemmer, primært i alderen fra 6-18 år - herunder flere med særlige behov. Der er netop opstartet voksenhold og derudover er der flere frivillige tilknyttet klubben.

Som relativt nystartet forening har der været en del udgifter til opstart og udstyr som det har været svært at finansiere ved hjælp af medlemskontingenter. Dette skyldes bl.a. at der i klubben træner en del børn, som ikke formelt er medlemmer fordi deres familier ikke har råd, eller ikke prioriterer børnenes fritidsliv. Siden klubbens etablering er der blevet brugt 19.763 kr. på udstyr.

Klubben arbejder ud fra en overbevisning om, at oplevelser i et engagerende foreningsliv for børn og unge er med til at skabe voksne (med)borgere med lyst til at tage et aktivt ansvar i samfundet. Klubben har bl.a. som mål, at fungere som fristed for børn og unge med særlige behov, samtidig med at skabe Taekwondo-kæmpere på eliteplan. Med egne måtter vil klubben være i stand til at være vært for arrangementer, som f.eks. turneringer og bælteprøver.

Løsning

Arbejdsgruppen for kultur og fritid behandlede ansøgningen på sit møde den 8. maj 2013 og indstiller, at det ansøgte beløb bevilges. Lokaludvalget ønsker at støtte op om en nystartet forening, der giver unge mulighed for at tage aktivt del i foreningslivet i deres lokalområde.

Økonomi

Beløbet anvises fra lokaludvalgets puljemidler, område 3107. Beløb ekskl. moms: 23.920 kr.

Beslutning

Indstillingen blev godkendt uden at komme til afstemning. Udvalget vedtog således at bevilge 23.920 kr. til projektet.
Til top