Mødedato: 21.05.2013, kl. 18:30
Mødested: Peder Lykke Centret, Peder Lykkes Vej 65

Ansøgning: Panorama - Strøm åbningskoncert 2013

Andreas Groth Clausen søger støtte til Panorama – Strøm åbningskoncert 2013

Indstilling og beslutning

Formanden for Amager Vest Lokaludvalg indstiller,
1) at lokaludvalget drøfter og vedtager sit svar til Andreas Groth Clausen på baggrund af indstillingen fra arbejdsgruppen for kultur og fritid.

Problemstilling

På vegne af organisationen Frirum søgte Andreas Groth Clausen den 18. april 2013 om 40.000 kr. i støtte til Panorama – Strøm åbningskoncert 2013. Mandag den 12. august 2013 opsætter Frirum koncerten Panorama i Tietgenkollegiet. Panorama vil virke som åbningskoncert for den elektroniske musikfestival Strøm, der afholdes 12.-18. august 2013 i København. Det forventes at 2000 vil deltage. Projektet har til hensigt, at skabe en innovativ og opsigtsvækkende koncert i hjertet af Ørestad, der både lokalt og internationalt kan skabe fokus på et af Ørestadens markante byggerier.

Koncerten opføres med udgangspunkt i tre forskellige elementer: En utraditionel sceneform med arkitekturen og byens rum i centrum, en sammensmeltning af klassisk og elektronisk musik, og et samarbejde mellem det visuelle, arkitektoniske og det auditive. Frirum har eksisteret siden 2010 og arbejder for at nytænke den traditionelle scenekunst og udfordre den måde, hvorpå publikum normalt benytter sig af det kulturelle rum.

Scenen for koncerten er Tietgenkollegiets indre går, hvor den cirkulære udformning giver mulighed for at skabe en opsigtsvækkende koncertoplevelse, hvor publikum er totalt omgivet af musik, lys og lyd. Musikken baseres på eksisterende musikalske værker – både klassiske og elektroniske – og nye kompositioner af Mike Sheridan og Det Danske Ungdomsensemble. Iscenesættelsen af koncerten skabes af lysdesigner og -kunstner Jakob Kvist. Lysinstallationerne skal afspejle musikken og bygningens arkitektoniske udformning. Ønsket er, at lade Tietgenkollegiet fremstå som et lysende pejlemærke i Ørestad – både visuelt og musikalsk, for en enkelt aften.

Der er indgået mediesamarbejde med SNYK (genreorganisationen for ny kompositionsmusik og anden eksperimenterende musik i Danmark) og Red Bull Music Academy. SNYK og Strøm vil promovere koncerten blandt deres danske publikum. Red Bull Music Academy vil dokumentere koncerten på video og sprede den viralt internationalt i de 166 lande hvor de driver virksomhed.

Løsning

Arbejdsgruppen for kultur og fritid behandlede ansøgningen på sit møde den 8. maj 2013 og besluttede at bede ansøger afklare om budgettet udelukkende dækker én koncert. Samt specificere hvad "generelle omkostninger" dækker, som i projekbeskrivelsen er angivet at være den post, som lokaludvalgets støtte skal dække. Ansøger har efterfølgende redegjort for dette (se bilag). Da oplysningerne er modtaget efter arbejdsgruppens møde, er der ingen indstilling fra arbejdsgruppen.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Beslutning

Niels Balling stillede forslag om at afvise ansøgningen. Forslaget kom til afstemning.

For: Niels Balling, Kresten Thomsen, Erhardt Franzen, Arne Bjørn Nielsen, Anders Bo Nielsen, Fini Sickinger, Arne Mikkelsen, Berit Bro, Margit Møldrup, Per Klougart Mortensen.

Imod: Ole Ullby, Bo Sand, Lars Rimfalk Jensen.

Blank: Kim J. Henriksen, Hans-Henrik Sass Mønsted, Peter Hess-Nielsen.

Med stemmetallet 10 - 3 - 4 vedtog udvalget således at afvise ansøgningen.

Til top