Intern høring: Forslag til Kommuneplan 15
Indstilling og beslutning
1) at lokaludvalget drøfter og vedtager sit høringssvar ud fra udkastet til høringssvar fra arbejdsgrupperne.
Problemstilling
Som overordnet plan for byens fysiske udvikling består kommuneplanen af visioner og politiske mål, retningslinjer samt rammer for byens udvikling. Indholdet i kommuneplanen og processen for dens vedtagelse er fastlagt i planloven. I henhold til loven skal der for hver kommune foreligge en kommuneplan. Der skal vedtages en kommuneplan i hver valgperiode, dvs. ca. hvert fjerde år. Kommuneplanen skal indeholde hovedstruktur, retningslinjer og rammer for lokalplanlægningen. Hovedstrukturen er de overordnede mål for byens udvikling og arealanvendelse. Målene omhandler bl.a. udbygningen i kommunen med boliger, arbejdspladser, trafikbetjening, energiforsyning, offentlig service og rekreative områder.
Retningslinjerne angiver administrationsgrundlaget for arealanvendelsen. Det er emner som f.eks. hvor forskellige byformål skal ligge, hvor trafikanlæg skal ligge samt at bevare kulturarv, landskab og natur.
Rammerne er specifikke regler, som kommunen skal følge, når den laver lokalplaner. De anvendes også i den daglige byggesagsbehandling, når der ikke er lokalplan og et projekt ikke kræver lokalplan. Det er emner som f.eks. hvilken anvendelse og tæthed, der skal være hvor, byomdannelsesområder, parkering samt områder uden bebyggelse.
Den samlede kommuneplan med retningslinjer, rammer og kort kan ses på: http://kommuneplan.testkkms.kk.dk
Kommuneplanen indeholder fem temaer:
• Grøn boligby
• Sammenhængende by
• Kvalitet i bylivet
• Sammen om vækst og arbejdspladser
• Greater Copenhagen
Høringsperiode: 17.03 til 08.05.15