Mødedato: 21.01.2014, kl. 18:30
Mødested: Peder Lykke Centret, Peder Lykkesvej 65

Ansøgning: Børnefilmklubben Hodja fra Ørestad

Børnefilmklubben Hodja fra Ørestad søger støtte til sine aktiviteter i 2014.

Indstilling og beslutning

Formanden for Amager Vest Lokaludvalg indstiller,
1) at lokaludvalget drøfter og vedtager sit svar til Hodja fra Ørestad på baggrund af indstillingen fra arbejdsgruppen for det kultur og fritid.

Problemstilling

Den 28. december 2013 søgte Marc Honoré på vegne af Børnefilmklubben Hodja fra Ørestad om 11.200 kroner i støtte til fremvisning af børnefilm, afholdelse af møder og PR. Filmene er henvendt til børn på 3.-5 klassetrin, og skal vises i biografsalen på Ørestad Bibliotek over otte lørdage fra oktober 2014 til maj 2015. Der forventes et deltagertal på 30. PR og hvervning af medlemmer vil foregå i august og september 2014.

Hodja fra Ørestad er et integrations- og et oplysningsprojekt, der udspringer af HODJA Nørrebro Børnefilmklub. 
Børnefilmklubben er et tilbud til Ørestads stadigt flere børnefamilier, der skal samle børn på tværs af deres indbyrdes forskelle - på børnenes præmisser. Filmklubben søger ved hjælp af børnefilm fra alle verdenshjørner at samle børnene i Ørestad og det omkringliggende område, og vise dem verden gennem egne og andres øjne. Hver visning skal suppleres med en oplysende indledning eller event, der afspejler filmens tema, så børnene bliver bevidste om filmens tematikker og får perspektiveret filmens emner til deres eget liv og virkelighed.  

Desuden er filmklubben en mulighed for at præsentere det nye biblioteks muligheder og lokaler for børnene i området, så de på den måde vil føle sig velkomne og hjemme på biblioteket.  

Hodja fra Ørestad er en frivilligt drevet forening, der ønsker at holde prisen for et medlemsskab til filmklubben på et niveau, så alle kan være med, hvilket betyder, at en sæson med otte filmforevisninger koster 100 kroner.

Løsning

Arbejdsgruppen for kultur og fritid behandlede ansøgningen på sit møde den 8. januar 2014 og indstiller en delvis bevilling. Det er et spændende og oplysende projekt, men arbejdsgruppen undrer sig over budgetposten på 1.100 kroner til bestyrelsesmøder og generalforsamling, og indstiller at beløbet fratrækkes det samlede beløb, således at der bevilges 10.100 kroner.

Økonomi

Arbejdsgruppens indstilling betyder, at det justerede beløbet bevilges fra lokaludvalgets puljemidler, område 3107.

Beløb ekskl. moms: 10.100 kroner.



Beslutning

Kresten Thomsen stillede for slag om at støtte med det fulde beløb (11.200 kr.). Forslaget kom til afstemning.

For: Isak Korn, Tom Fuglevig, Kresten Thomsen, Anders Bo Nielsen, André Just Vedgren

Imod: Niels Balling, Arne Bjørn Nielsen, Erhardt Franzen, Fini Sickinger, Berit Bro, Peter Hess-Nielsen, Per Klougart Mortensen, Hans-Henrik Sass Mønsted, Kim Henriksen, Margit Møldrup, Erik Fischer

Blank: Ole Ullby, Eleonora Lewandowski.

Med stemmetallet: 5 - 11 - 2 faldt forslaget.

Herefter kom indstillingen fra arbejdsgruppen for kultur og fritid til afstemning.

For: Isak Korn, Niels Balling, Arne Bjørn Nielsen, Tom Fuglevig, Kresten Thomsen, Erhardt Franzen, Anders Bo Nielsen, Fini Sickinger, Berit Bro, Peter Hess-Nielsen, Per Klougart Mortensen, Hans-Henrik Sass Mønsted, Kim Henriksen, Margit Møldrup, André Just Vedgren

Imod: Erik Fischer

Blank: Ole Ullby, Eleonora Lewandowski.

Med stemmetallet 15 - 1 - 2 vedtog lokaludvalget således at bevilge 10.100 kr. til projektet. Lokaludvalget ser en værdi i projektet, men vil også gerne bemærke, at de gerne ser at foreningen vokser yderligere.
Til top