Mødedato: 20.11.2018, kl. 18:30
Mødested: Sundholmsvej 8

Beslutning: borgerhenvendelse vedr. behov for busforbindelse på tværs

Indstilling

Formanden for Amager Vest Lokaludvalg indstiller, at lokaludvalget svarer borgeren på baggrund af indstilling fra arbejdsgruppen for fysisk plan.

Problemstilling

Lokaludvalget har modtaget en henvendelse fra en borger vedr. det ny Bynet 19. Bynet 19 var i offentlig høring i januar 2018 og forventes at træde i kraft i sommeren 2019. Lokaludvalgets høringssvar efterspurgte i den forbindelse bedre forbindelser på tværs.  

Borgeren skriver:

Jeg får virkelig problemer med busserne når Cityringen kommer i gang næste år. Jeg bor jo i vest lige bag ved Peder Lykke Skolen og kommer meget i øst, dels i Filips kirken og dels hos min datter, der bor på Ætnavej. Den mulighed jeg mest bruger er linie 12. jeg går ned til Sundholmsvej og tager bussen til Florensvej. Derfra går jeg gennem kirkegården til kirken, eller ganske kort til min datter. Efter Cityringen kommer linie 12 ikke til at køre på Amager fremover.

En anden mulighed er linie 35 til Sundbyvester Plads og videre med linie 4A til Sundby Kirkegård. Efter Cityringen kommer linie 35 ikke til at køre mellem Sundbyvester Plads og DR byen st.

Fremover vil muligheden være Metroen. Men vejen til metroen er således at jeg nægter at gå der efter mørkets frembrud, Om dagen vil jeg skulle tage Metroen til Christianshavn og derfra videre til Lergravsparken. og så med en bus videre, og hvor tit kører den så?

En anden mulighed er linie 33 til Røde Mellemvej og derfra med linie 18. Ingen ved hvornår disse busser kommer til at køre.

Borgeren har også henvendt sig til Amager Øst Lokaludvalg.

Indstilling fra arbejdsgruppen i fysisk plan

Arbejdsgruppen har behandlet henvendelse og har indstillet, at lokaludvalget henvender sig til Amager Øst Lokaludvalg vedr. sagen. Sekretariatet er blevet orienteret om, at Øst har behandlet sagen og besluttet at svare borgeren noget i retning af, at lokaludvalget er opmærksom på problemet, men venter med at tage sagen op til busserne er i drift.

Det foreslås, at AVLU giver et svar til borgeren med samme indhold.

Løsning

at lokaludvalget svarer borgeren på baggrund af indstilling fra arbejdsgruppen for fysisk plan.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

 

Beslutning

Indstillingen blev godkendt med den tilføjelse til svaret, at lokaludvalget vil arbejde for busforbindelser på tværs i regi af Områdefornyelsen.
Til top