Mødedato: 20.11.2012, kl. 18:30
Mødested: Peder Lykke centret, Peders Lykkevej 65

Ansøgning: Jul på Bryggen

Islands Brygges Handelsstandsforening, Aktivitetsudvalget, søger støtte til Jul på Bryggen.

Indstilling og beslutning

Formanden for Amager Vest Lokaludvalg indstiller,

1. at lokaludvalget drøfter og vedtager sit svar til Islands Brygges Handelsstandsforening, Aktivitetsudvalget, på baggrund af indstillingen fra arbejdsgruppen for kultur og fritid

Problemstilling

På vegne af Islands Brygges Handelsstandsforening, Aktivitetsudvalget, søgte Henrik Stahlhut d. 29. oktober 2012 om 19.800 kr. i støtte til Jul på Bryggen d. 1.-2. december. Formålet er at gøre Islands Brygge til en bydel med stemning og spændende udbud for de lokale og handlende primært fra Hovedstadsområdet, øvrige Sjælland og Sydsverige. Der forventes 20 deltagende butikker.

 

Jul på Bryggen er et initiativ i Aktivitetsudvalget i Islands Brygges nystiftede handelsstandsforening. Ideen er, at alle butikker og forretninger på Bryggen holder åbent i weekenden d. 1.-2. december kl. 10 – 17.00. I butikkerne gøres der lidt ekstra ud af det, for at tiltrække flere handlende til Bryggen. Det kunne være julegodter, særlige tilbud denne weekend, konkurrencer eller lignende. Det butikkerne vil gøre, annonceres samlet i bl.a. Bryggebladet og Søndagsavisen samt på plakater rundt omkring på Bryggen og i København, plus på Facebook og blogs. Arrangementet er koordineret med Islands Brygges kulturhus, som afholder juletræsfest og –marked samme weekend.

 

De ansøgte midler dækker alle udgifter til annoncering, herunder opsætning af annonce, udarbejdelse af program og pressemateriale, tryk af plakater og annoncering. Andre udgifter dækkes af egenfinansiering.

Løsning

Arbejdsgruppen for kultur og fritid behandlede ansøgningen på sit møde d. 7. november og indstiller, at det ansøgte beløb bevilges. Projektet er udtryk for et netværksskabende og bylivsskabende initiativ, der kan forbinde det nye og gamle Bryggen, og den øvrige bydel.  

Økonomi

Beløbet anvises fra lokaludvalgets puljemidler, område 3107.
Beløb ekskl. moms: 19.800 kr.

Beslutning

Indstillingen blev godkendt uden at komme til afstemning. Udvalget vedtog således at bevilge 19.800 kr. til projektet.
Til top