Mødedato: 20.11.2012, kl. 18:30
Mødested: Peder Lykke centret, Peders Lykkevej 65

Medlemsforslag om miniplads ved Amagerbrogade/Shetlandsgade

Lokaludvalgsmedlem Tom Fuglevig stiller forslag om at etablere en miniplads ved Amagerbrogade/Shetlandsgade.

Indstilling og beslutning

Formanden for Amager Vest Lokaludvalg indstiller,
  1. At lokaludvalget drøfter og vedtager sit svar til Tom Fuglevig på baggrund af indstillingen fra arbejdsgruppen for fysisk planlægning.

Problemstilling

Lokaludvalgets Tom Fuglevig har den 06. oktober stillet forslag om, at lokaludvalget afsætter 22.500 kr. til etablering af en miniplads ved Amagerbrogade/Shetlandsgade.

I hvidbogen ’Byrumsprogrammering af strøggaden’ foreslås blandt andre tiltag, at der etableres en række ’minipladser’ på Amagerbrogade. Ad hoc arbejdsgruppen, Amagerbrogade som strøg- og handelsgade arbejdede gennem 2011 på realisering af minipladserne på to af de foreslåede placeringer, hvoraf pladsen ved Shetlandsgade er den ene.

Løsning

Da færdiggørelsen af Amagerbrogadeprojektet har et langt tidsperspektiv, ønsker bydelsplanarbejdsgruppen 'Amagerbrogade som strøg- og handelsgade' fortsat at arbejde med pladsen ved Shetlandsgade og herved bidrage til positiv opmærksomhed omkring udviklingen af Amagerbrogade.

Der søges om midler til en delvis realisering af det vedlagte ’Forslag til miniplads v. Shetlandsgade-Amagerbrogade’.

De nødvendige tiltag for at skabe minipladsen er minimale, da arealet i forvejen er brolagt og gruppen i forvejen har fået gennemført flytning af cykelstativer og flytning af reklamestander.
Det har i gruppens overvejelser været afgørende, at der er tale om indkøb af bænke som i fremtiden - om nødvendigt - vil kunne flyttes og indgå andetsteds i det samlede Amagerbrogadeprojekt.
Af samme årsag søges der ikke om midler til det i projektet foreslåede plantning af et gadetræ. Midlerne dækker indkøb og opstilling af 2 Københavnerbænke i 2012 samt beplantning på gavlen. Projektet udføres i samarbejde med Center for Bydesign.

Amager Øst Lokaludvalg har afsat et tilsvarende beløb til minipladsen.

Arbejdsgruppen for fysisk planlægning har behandlet sagen på sit møde den 06. november og indstiller, at beløbet bevilges. Minipladsen vil være til gavn for bydelens beboere og være med til at opfordre til ophold og skabe byliv på Amagerbrogade.

Økonomi

Beløbet anvises af lokaludvalgets pujlemidler, område 3107.
Beløb ekskl. moms 22.500 ,-

Beslutning


Indstillingen blev godkendt uden at komme til afstemning. Udvalget vedtog således at bevilge 22.500 kr. til projektet.
Til top