Mødedato: 20.08.2013, kl. 18:30
Mødested: Peder Lykke Centret, Peder Lykkesvej 65

Ansøgning: Støtte til og netværk for småbørnsfamilier på Amager

Familiekontakten Home-Start søger støtte til "Støtte til og netværk for småbørnsfamilier på Amager".

Indstilling og beslutning

Formanden for Amager Vest Lokaludvalg indstiller,

1) at lokaludvalget drøfter og vedtager sit svar til Familiekontakten Home-Start på baggrund af indstillingen fra arbejdsgruppen for det sociale område.

Problemstilling

På vegne af Familiekontakten Home-Start søgte Lone Engels den 4. juli 2013 om kr. 10.470 i støtte til projektet "Støtte til og netværk for småbørnsfamilier på Amager". Familiekontakten HomeStart støtter og hjælper småbørnsfamilier med minimum 1 barn under førskolealderen. HomeStart har aktiviteter på Amager, i Valby, Nordvest og Vanløse/Brønshøj.  

HomeStart's hjælp er gratis, anonym og gives ud fra familiens egne formulerede mål/ønsker. En frivillig familieven tilknyttes familien, besøger dem i hjemmet 1 gang/pr. uge 2-3 timer. Hjælpen kan være praktisk og/eller venskabelig. Familier, der søger en frivillig, er meget forskellige, men fælles for dem er, at de ikke har et velfungerende netværk. Derfor ønsker HomeStart sideløbende med hjælpen i hjemmet at skabe netværksdannelse for familierne.

Derfor har HomeStart på Amager netop startet en brunchklub (1 søndag pr.måned) i Familierådgivningens lokaler, hvor familierne kan mødes og få et ofte tiltrængt pusterum. Frivillige laver maden og leger med børnene. Det er disse brunch-arrangementer, der søges støtte til. Ansøger forventer 20-30 deltagere pr. gang. Derudover søges der støtte til udarbejdelse af en ny frivilligbrochure, der skal udbrede kendskabet til HomeStart, og derigennem skaffe flere frivillige.
Folderen lægges bredt ud på Amager, bl.a. hos Frivilligcenter Amager, biblioteker, kirker, private firmaer, Verdenskulturcenteret etc.

Det ansøgte beløb indgår i det samlede budget på kr. 20.940. Der søges et tilsvarende beløb i Amager Øst Lokaludvalg.

Løsning

Arbejdsgruppen for det sociale område behandlede ansøgningen på sit møde d. 7. august 2013. Arbejdsgruppen er positivt stillet overfor projektet, der er netværksskabende og selvhjælp for potentielt udsatte familier og børn, ved hjælp fra den frivillige sektor. Arbejdsgruppende ønskede dog at få et samlet overblik over hele Home-Start projektet, hvorfor arbejdsgruppen ikke har en indstilling til lokaludvalget, der bedes drøfte og vedtage sit svar. 

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Beslutning

Der blev stillet forslag om at udsætte behandlingen indtil lokaludvalgets møde den 17. september, således at ansøger får mulighed for at uddybe projektet overfor ansøger.

Forslaget kom til afstemning:

For: Jørgen Melskens, Poul Møldrup, Eleonora Lewandowski, Margit Møldrup, Per Klougart Mortensen, Erhardt Franzen, Peter Hess Nielsen, Arne Bjørn Nielsen, Erik Fischer, René Rasmussen.

Imod: André Just Vedgren, Fini Sickinger, Ole Ullby, Anders Bo Nielsen, Hans-Henrik Sass Mønsted,

Blank: Berit Bro, Niels Balling, Kresten Thomsen, Tom Fuglevig.


Med stemmetallet 10 - 5 - 4 vedtog udvalget således at udsætte behandlingen af ansøgningen til lokaludvalgsmødet den 17. september.
Til top