Mødedato: 20.08.2013, kl. 18:30
Mødested: Peder Lykke Centret, Peder Lykkesvej 65

Ansøgning: Ørestad festival 2013

Ørestad TV søger støtte til Ørestad Festival 2013.

Indstilling og beslutning

Formanden for Amager Vest Lokaludvalg indstiller,
1) at lokaludvalget drøfter og vedtager sit svar til Ørestad TV på vegne af indstillingen fra arbejdsgruppen for kultur og fritid.

Problemstilling

Ørestad TV v. Mauricio Reyes søgte d. 29. juli 2013 om 10.000 kr. til Ørestad Festival 2013. Arrangementet er en del af Ørestad Kulturdage, som foregår i hele Ørestad d. 6.- 8. september 2013. Alle er velkomne og ansøger forventer 1.000 deltagere.

Formålet med projektet er, at producere en dokumentar om Ørestad kulturdage 2013. Ørestad TV vil producere en video til Grundejerforeningsekretariatet på ca. 30 min., samt en 3 min. film til Grundejerforeningsekretariats webside. Desuden vil Ørestad TV aflevere den originale produktion til Grundejerforeningsekretariatet. Derudover vil Ørestad TV over 2 uger vise udsendelser om kulturdagene. 

De ansøgte midler dækker det samlede budget, med udgifter til planlægning, videoproduktion og redigering/post-produktion og frivillige, herunder Workshop Ørestad Forening (WØF). Projektet er frivilligt drevet.

Løsning

Arbejdsgruppen for kultur & fritid behandlede ansøgningen på sit møde d. 7. august 2013 og har ikke formuleret en indstilling. Arbejdsgruppen besluttede at invitere ansøger til lokaludvalgets møde d. 20. august 2013, for at kunne uddybe fx projektets eventuelle lokale forankring. Lokaludvalget bedes drøfte og vedtage sit svar til Ørestad TV.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Beslutning

Der blev stillet forslag om at afvise projektet med begrundelsen, at projektets formål efter lokaludvalgets vurdering er uklart, samt at det vedsendte budget ikke er gennemskueligt.

Forslaget kom til afstemning:

For: Jørgen Melskens, Per Klougart Mortensen, Peter Hess Nielsen, Arne Bjørn Nielsen, Erik Fischer, René Rasmussen, Fini Sickinger, Anders Bo Nielsen, Hans-Henrik Sass Mønsted, Berit Bro, Niels Balling, Kresten Thomsen, Poul Møldrup, Margit Møldrup, Erhardt Franzen, Eleonora Lewandowski.

Imod: 0.

Blank: Ole Ullby, Tom Fuglevig, André Just Vedgren.

Med stemmetallet 16 - 0 - 3 vedtog udvalget således at afvise projektet med begrundelsen, at projektets formål efter lokaludvalgets vurdering er uklart, samt at det vedsendte budget ikke er gennemskueligt.
Ud fra en samlet vurdering af projektet kan lokaludvalget ikke se, hvordan projektet skal opfylde lokaludvalgets støttekriterier om, at støttede projekter skal være lokalt forankrede og skabe netværksdannelse og fremme borgerdeltagelse i bydelen.

Til top