Mødedato: 20.08.2013, kl. 18:30
Mødested: Peder Lykke Centret, Peder Lykkesvej 65

Ansøgning: Musik til Ørestad Kulturdage

Ellen Margrethe Hjelholt søger støtte til Musik til Ørestad Kulturdage.

Indstilling og beslutning

Formanden for Amager Vest Lokaludvalg indstiller,
1) at lokaludvalget drøfter og vedtager sit svar til Ellen Margrthe Hjelholt på vegne af indstillingen fra arbejdsgruppen for kultur og fritid.

Problemstilling

EM Hjelholt v/ Ellen Margrethe Hjelholt søgte d. 27. juli 2013 om 8.000 kr. i støtte til livemusik m. Troels Skovgaard & Acoustic Band under Ørestad Kulturdage d. 7. september. Arrangementet skal afvikles på Ørestads Boulevard på træøen i kanalen overfor Byparken. Målgruppen er alle beboere i Ørestad og andre musikinteresserede. Ansøger forventer 50-100 deltagere.

De forretningsdrivende på Ørestads Boulevard langs kanalen og metroen vil bidrage til at skabe mere liv i gaden, fx ifm. Ørestad Kulturdage. Ellen Margrethe Hjelholt har været i dialog med Grundejerforeningssekretariatet Ørestad og Ørestad Bibliotek, hvorefter de forskellige musikere/bands eller andre optrædende nu koordineres, og der skabes et "festligt hjørne” på Ørestad Boulevard, med den nye ø i kanalen som scene. Livemusikken er en opfølgning på samme bands optræden til Øko-dag d. 31. august.

Bandet består af 4 musikere, som hver skal have 2.000 kr, derfor i alt 8.000 kr. Mht. lydanlæg vil Ellen Margrethe Hjelholt koordinere med Ørestad Bibliotek, der har søgt penge til et mobilt anlæg, som kan bruges til flere bands.

Løsning

Arbejdsgruppen for kultur og fritid behandlede ansøgningen på sit møde d. 7. august 2013 og indstiller et afslag, da arbejdsgruppen vurderer, at projektet er indirekte støtte til privat virksomhed og dermed har risiko for at være konkurrenceforvridende. 
 

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.  

Beslutning

Lokaludvalget drøftede arbejdsgruppen for kultur og fritids indstilling og fandt, at projektet ikke er konkurrenceforvridende.

Der blev dernæst stillet forslag om at bevilge 8.000 kr. til projektet.
Forslaget kom til afstemning:

For:  Jørgen Melskens, Poul Møldrup, Margit Møldrup, Per Klougart Mortensen, Peter Hess Nielsen, Arne Bjørn Nielsen, Erik Fischer, René Rasmussen.André Just Vedgren, Fini Sickinger, Anders Bo Nielsen, Hans-Henrik Sass Mønsted, Berit Bro, Niels Balling, Kresten Thomsen, Eleonora Lewandowski.

Imod: 0

Blank: Ole Ullby, Tom Fuglevig, Erhardt Franzen.

Med stemmetallet 16 - 0 - 3 vedtog udvalget således at bevilge 8.000 kr. til projektet.

Lokaludvalget vedtog ligeledes at meddele alle ansøgere under Ørestad Kultur, at lokaludvalget ved fremtidige ansøgninger til Ørestad Kultur gerne vil modtage alle ansøgninger samlet som én ansøgning.

Til top