Mødedato: 20.05.2014, kl. 18:30
Mødested: Sundholmsvej 8

Ansøgning: Amager Børneteaterfestival 2014

Bibliotekshuset søger støtte til Amager Børneteaterfestival 2014.

Indstilling og beslutning

Formanden for Amager Vest Lokaludvalg indstiller,
1) at lokaludvalget drøfter og vedtager sit svar til Bibliotekshuset på baggrund af indstillingen fra arbejdsgruppen for kultur og fritid.

Problemstilling

På vegne af Bibliotekshuset søgte Helle Hussmann den 16. april 2014 om kr. 60.000 i støtte til Amager Børneteaterfestival 2014. Festivalen finder sted i efterårsferien i kulturinstitutionerne på Amager. Målgruppen er børn deres voksne, men alle er velkomne. Der forventes 1800 publikummer til forestillingerne og ca. 250 børn kan deltage aktivt i værkstederne.

Amager Børneteaterfestival er et samarbejde mellem kulturinstitutionerne i Amager Øst og Vest og afholdes i år for femte gang. Festivalen har både til formål at skabe netværk og samarbejde på tværs af kulturinstitutioner på Amager og at give Amagers institutioner og børnefamilier mulighed for at få nogle mindeværdige oplevelser sammen med kvalitetsteater som udgangspunkt. Børnekulturhus Ama’r etablerer i år et mere åbent, omfangsrigt og alsidigt program for teaterværkstederne end tidligere. I år vil der være seks dage med åbne værksteder, hvor børnene uden tilmelding kan få mulighed for selv at prøve kræfter med teatrets magi og virkemidler. Formålet er at give mange flere børn en gratis oplevelse. Værkstederne vil omhandle forskellige teatertemaer som f.eks. dukketeater, scenografi, fortælling, og masker.

Samarbejdsparter i projektet er: Børneteatret ZeBU, Sundby Bibliotek, Solvang Bibliotek, Børnekulturhus Ama'r, Bibliotekshuset, Kulturhuset Islands Brygge, Kulturpiloterne, Kvarterhuset, Ørestad Bibliotek og Amager Fælled Skole. Samarbejdet består i fælles planlægning og afvikling af aktiviteterne.

Det ansøgte beløb indgår i det samlede budget på kr. 255.400. Der søges 60.000 hos hhv. Amager Øst og Amager Vest Lokaludvalg. Der forventes entréindtægter på kr. 43.600 og teaterrefusion på kr. 81.800. Egenfinansering udgør kr.10.000.

Løsning

Arbejdsgruppen for kultur og fritid behandlede ansøgningen på sit møde den 7. maj 2014 og indstiller, at det ansøgte beløb bevilges. Projektet involverer mange af Amager kultursteder, programmet er nyt, bredt og spændende og giver Amagers børn et unikt kulturtilbud.

Økonomi

Arbejdsgruppens indstilling betyder, at beløbet bevilges fra lokaludvalgets puljemidler, område 3707.

Beløb ekskl. moms: 60.000 kr.

Beslutning

Niels Balling erklærede sig inhabil og forlod mødet under behandlingen af punktet.

Indstillingen kom til afstemning:

For: Lars Rimfalk Jensen, Ulla Støvelbæk, Isak Korn, Margit Larsen, Per Klougart Mortensen, Pia Saaek, Anders Bo Nielsen, Marianne Falck Orby, Jann Kuusisaari, Erhardt Franzen, Kresten Thomsen, Peter Hess-Nielsen, André Just Vedgren, Berit Bro, Arne Bjørn Nielsen.

Imod:Tian Ye, Kasper Thorup-Villadsen, Tonni Hyldgaard, Jens Vornøe.

Blank: Simon Holm Nielsen.

Med stemmetallet: 15 - 4 - 1 vedtog udvalget således at bevilge 60.000 kr. til projektet.
Til top