Mødedato: 20.05.2014, kl. 18:30
Mødested: Sundholmsvej 8

Ansøgning: Det Maritime Ungdomshus 10 år

Det Maritime Ungdomshus søger støtte til aktiviteter i anledning af deres 10 års jubilæum.

Indstilling og beslutning

Formanden for Amager Vest Lokaludvalg indstiller, at
1) lokaludvalget drøfter og vedtager deres svar til Det Maritime Ungdomshus på baggrund af indstillingen fra arbejdsgruppen for kultur og fritid.

Problemstilling

På vegne af Det Maritime Ungdomshus søgte Erik Hauerberg den 15. april 2014 om kr. 29.450 i støtte til "Det Maritime Ungdomshus 10 år". Ansøger vil fra 10.- 13. juni 2014 holde en jubilæumsuge, der byder på aktiviteter, arrangementer, underholdning og udfordringer for såvel børn som voksne. Der forventes i alt 400 deltagere.

Det Maritime Ungdomshus fylder 10 år i 2014 og er med årene blevet en integreret del af de netværk der arbejder med natur, kultur, friluftsliv og maritime aktiviteter. Det vil de fejre med fire dages aktiviteter for alle børn og voksne på Amager.
Der vil i de fire dage være åben formiddag, eftermiddag og aften være med mulighed for at deltage i løjerne eller blot kigge ind og besøge udstillingen og cafeen.

Blandt aktiviterne er maritime idrætsaktiviteter, badekultur og saunagus, udstilling og historie om husets udvikling gennem 10 år og dets sammenhæng med områdets udvikling, Robinson dyst til havs, fiske- og sejlture med båd og kajak, samt indslag med lokale kunstnere udendørs i sommeraftenen og oplæg i udstilling/café.

Projektet organiseres i samarbejde med en række lokale foreninger samt aktører indenfor børne- og ungeområdet på Amager m.fl., der alle deltager aktivt og bidrager ulønnet med medarbejdere og instruktører.

Der søges støtte til projektet i både Amager Øst og Amager Vest samt hos Børne- og Ungdomsforvaltningens område Amager. Der forventes ingen indtægter fra café, men salg herfra skal balancere med indkøb af råvarer og drikkevarer. Cafémedarbejdere er ulønnede. Der indgår lønnede timer fra ansøgerne for anslået kr. 25.000.

Løsning

Arbejdsgruppen for kultur og fritid behandlede ansøgningen på sit møde den 7. maj 2014 og indstiller et afslag. Det Maritime Ungdomshus er beliggende i Amager Øst, og det er usandsynligt, at arrangementet vil trække nogen betydelig deltagelse fra borgere i Amager Vest.

Økonomi

Arbejdsgruppens indstilling har ingen økonomiske konsekvenser.

Beslutning

Indstillingen blev godkendt uden at komme til afstemning. Lokaludvalget vedtog således at afvise ansøgningen med begrundelsen, at Det Maritime Ungdomshus er beliggende i Amager Øst.
Til top