Mødedato: 20.05.2014, kl. 18:30
Mødested: Sundholmsvej 8

Genbehandling: Høring vedr. modernisering af Plejecentret Hørgården

Se alle bilag

Indstilling og beslutning

Formanden for Amager Vest Lokaludvalg indstiller,
1) at lokaludvalget drøfter og vedtager sit høringssvar vedr. modernisering af Plejecentret Hørgården på baggrund af udkastet fra arbejdsgruppen for det sociale område.

Problemstilling

Lokaludvalget modtog den 8. april en høring om modernisering af Plejecentret Hørgården.

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen og Teknik- og Miljøforvaltningen er gået sammen om at udarbejde et forslag til en modernisering af plejecentret. Ifølge forslaget skal plejecentret ombygges til ca. 191 moderne almene ældreboliger (plejeboliger) med tilhørende serviceareal. Bygningerne ejes af Boligforeningen 3B og fremstår idag nedslidte. Borgerrepræsentationen vedtog i 2011 Moderniseringsplanen 2012, hvori moderniseringen af Plejecentret Hørgården indgår. Ombygningen planlægges at løbe fra efterår 2014 til 2018.

Lokaludvalget indsendte sit høringssvar til Sundheds- og Omsorgsforvaltningen den 28. april 2014 idet man gjorde opmærksom på, at høringsperioden havde været for kort til at man for alvor kunne sætte sig ind i moderniseringsplanen. Herefter tilbød Sundheds- og Omsorgsforvaltningen at præsentere moderniseringsplanen på et arbejdsgruppemøde og således give lokaludvalget mulighed for at indgive et mere præcist høringssvar. 

Repræsentanter fra Sundheds- og Omsorgsforvaltningen deltog på arbejdsgruppen for det sociale områdes møde den 7. maj 2014. Her blev det klart, at der især efterspørges idéer til aktiviteter og brug af plejecentres grønne områder, som kan tiltrække borgere fra lokalområdet, således at de kan interagere med plejecentres beboere og bringe aktivitet og liv til områderne.   

Løsning

Lokaludvalget drøfter og vedtager sit høringssvar på baggrund af udkastet fra arbejdsgruppen for det sociale område.

Bilagsmaterialet blev sendt ud med dagsordenen for lokaludvalgsmødet den 22. april 2014.

Beslutning

Udkastet til høringssvar fra arbejdsgruppen for det sociale område blev drøftet og Lars Rimfalk Jensen foreslog en justering af indholdet ifm. forslaget om at man i udformningen af udearealerne kunne indtænke aldersguppen 12+. Med justeringen blev høringssvaret godkendt.
Til top