Mødedato: 20.05.2014, kl. 18:30
Mødested: Sundholmsvej 8

Ansøgning: Fælles Fritid fra 40’erne og Frem

Alle aktivitetssteder for seniorer på Amager/Samarbejdsforum Amager søger om støtte inspirationsarrangement for seniorer.  

Indstilling og beslutning

Formanden for Amager Vest Lokaludvalg indstiller, at
1) lokaludvalget drøfter og vedtager, om lokaludvalget vil behandle ansøgningen på dette møde, selv om ansøgningsfristen blev overskredet med en dag grundet computernedbrud hos ansøger. Hvis lokaludvalget ikke behandler ansøgningen på dette møde, behandles den på mødet den 17. juni 2014.

Hvis lokaludvalget behandler ansøgningen, indstiller formanden, at 
2) lokaludvalget drøfter og vedtager sit svar til Samarbejdsforum Amager på baggrund af indstillingen fra arbejdsgruppen for det sociale område.

Problemstilling

Den 29. april 2014 søgte Birthe Kofoed på vegne af Samarbejdsforum Amager om 30.000 kr. i støtte til afviklingen af et inspirationsarrangement for seniorer den 10. september 2014. Arrangementet er især henvendt til ensomme borgere over 60 år, og der forventes et deltagertal på ca. 500.

Aktivitetsdagen bliver planlagt, organisereret og afviklet af Samarbejdsforum Amager, der tæller ti aktivitetssteder for seniorer på Amager. I Amager Bio skal der være stande med eksempler på ”gamle almene fritidsinteresser”. Standene bemandes med mindst 60 frivillige, aktive seniorer fra Aktivitetsstederne på Amager. Desuden skal Dario Campeotto fortælle og synge og Jytte Abildstrøm skal fortælle om livsenergi og livsindhold.  
Historisk oplysende artikler i de lokale aviser og personlige historier knyttet til foreningerne og fritidsinteresserne skal motivere seniorerne til at deltage på dagen og genfinde fundamentet for netværksaktivitet. Desuden vil det være muligt at komme ind til halv pris, hvis man tager sin nabo med. Det skal give incitament til at flere borgere aktiverer deres omgangskreds og kommer afsted. Der skal efterfølgende være gratis prøveordninger på de forskellige aktivitetssteder, så seniorerne motiveres til at prøve noget nyt.  

Det ansøgte beløb indgår i et samlet budget på 126.000 kr. Amager Øst Lokaludvalg søges om tilsvarende beløb, lige som Sundhedsforvaltningen søges om 56.000 kr. i støtte og der forventes en entréindtægt på 10.000 kr.

Løsning

Arbejdsgruppen for det sociale område behandlede ansøgningen på sit møde den 7. maj 2014 og indstiller, at det ansøgte beløb bevilges. Arrangementet er netværksskabende og aktiverer de ældre om kulturelle oplevelser.

Økonomi

Arbejdsgruppens indstilling betyder, at beløbet bevilges fra lokaludvalgets puljemidler, område 3707.

Beløb ekskl. moms: 30.000 kr.

Beslutning

Indstillingen blev godkendt uden at komme til afstemning. Udvalget vedtog således at bevilge 30.000 kr. til projektet.
Til top