Mødedato: 20.04.2021, kl. 18:30
Mødested: Sundholmsvej 8 - eller microsoft teams

Beslutning: Midler til politikermøde om trafikale forbedringer ved Englandsparken og Sundby Idrætspark

Indstilling

Formanden for Amager Vest Lokaludvalg indstiller, at lokaludvalget drøfter og bevilger 11.500kr til afholdelse af politikermøde angående fokus på behov for trafiksikkerhed på baggrund af indstilling af udviklingsgruppen nedenfor.

 

Problemstilling

Brug for trafikale forbedringer
I forbindelse med udvikling af Englandsparken og Sundby Idrætspark er der brug for trafikale forbedringer af de tre vejstrækninger, der omkredser Englandsparken og Sundby Idrætspark, nemlig Irlandsvej, Englandsvej og Sundbyvestervej. Forbedringerne skal primært styrke de forbindelser for bløde trafikanter gennem og omkring Englandsparken og Sundby Idrætspark. 

Lokaludvalget og Områdefornyelsen Sundby har samarbejdet om dette siden marts 2020. Lokaludvalget repræsenteres i den sammenhæng af André Vedgren, Robert Nielsen og Arne Bjørn Nielsen i udviklingsgruppen.

Trafikanalyse
I oktober 2020 afsatte lokaludvalget 70.000kr. til en trafikanalyse af forholdene omkring de to parker. Analysen omfattede en konkretisering af trafikale tiltag for at højne trafiksikkerheden. Trafikanalysen skal bruges til at søge kommunen om anlægsmidler til selve trafikforbedringerne.

Lokalpolitikernes opmærksomhed
Udviklingsgruppen planlægger at invitere lokalpolitikere til et møde: Rundvisning til de trafikale udfordringer og efterfølgende debat om behovet for at forbedre trafiksikkerheden.
Formålet med mødet er at få politikerne opmærksomme på behovet af anlægsmidler for at gennemføre trafikale forbedringer.

Dato for mødet er den 1. juni kl. 17:30 – 19:00.  

 

Baggrund
Lokaludvalget har i Bydelsplanen 2017-2020 besluttet at arbejde for en familievenlig stiforbindelse på tværs af Sundby og Urbanplanen, samt at give Englandsparken et løft. Lokaludvalget og Områdefornyelsen Sundby samarbejder derfor om trafiksikkerhed omkring Englandsparken og Sundby Idrætspark.

 

Borgerinddragende proces

Sekretariaterne for lokaludvalget og områdefornyelsen har bl.a. afholdt borgermøde om udvikling af Englandsparken og Sundby Idrætspark, interviewet besøgende i parken og de bløde trafikanter omkring parkerne, samt udarbejdet en rapport. Dertil har vi arrangeret og afholdt flere trafikanalysemøder både i og omkring de to parker samt digitale møder i større og mindre grupper.

Følgende aktører og interessenter har været repræsenteret og har deltaget i et eller flere møder:

Brugere af parken

Dyvekeskolen

Grundejerforeninger fra Villakvarteret

Afdelingsbestyrelsen Urbanplanen/Remisevænget øst

Højdevangens Skole

Kommunens fagkoordinator for trafiksikkerhed

Kultur S

Sundby Områdefornyelse

AVLU

 

Løsning

At lokaludvalget drøfter og bevilger 11.500kr til afholdelse af politikermøde angående fokus på behov for anlægsmidler til trafiksikkerhed.

 

Økonomi

Politikermødet vil belaste bydelspuljen med 11.500kr.

Budget

Leje og fragt af transportabel højtaler og microfon                   3.500kr

Transport                                                                                           1.000kr

Drikkelse & snack                                                                             5.000kr

Regnslag i bioplast (50st)                                                                1000kr

Mundbind & håndsprit                                                                      500kr

Uforudsete udgifter                                                                         500kr

Totalt                                                                              11.500kr

 

Videre proces

 

Hvis lokaludvalget beslutter at afsætte midler til politikermødet, så arbejder udviklingsgruppen og sekretariatet videre med projektet og afholder mødet den 1. juni.

Beslutning

Indstillingen blev godkendt.
Til top