Mødedato: 20.01.2015, kl. 18:30
Mødested: Peder Lykke Centret, Peder Lykkes Vej 65

Høring: Fremtidens Fritidstilbud

Se alle bilag
Lokaludvalget skal drøfte sit svar vedr. Fremtidens Fritidstilbud.

Indstilling og beslutning

Formanden for Amager Vest Lokaludvalg indstiller,
1) at lokaludvalget enten udarbejder høringssvar på mødet eller bemyndiger arbejdsgruppen for børn og unge til at udarbejde et høringssvar efter lokaludvalgsmødet den 20. januar med godkendelse i forretningsudvalget.

Problemstilling

Lokaludvalget har den 16. december 2014 modtaget høring vedr. Fremtidens Fritidstilbud.

Børne- og Ungdomsforvaltningen beder om bemærkninger til de konkrete implementeringsplaner for den fysiske struktur for fritidsinstitutioner omkring den enkelte skole og for fritidscentre. De fysiske forandringer kan i nogle tilfælde påbegyndes hurtigt, men en fuld implementering af den nye fysiske struktur vil ofte forudsætte, at der tilføres anlægsmidler. Selvom de fysiske rammer ikke kan ændres på kort sigt, er det planen, at ledelses- og organisationsstrukturen tilpasses hurtigst muligt, således at Fremtidens Fritidstilbud kan udvikles i takt med de nye rammebetingelser på området. Derfor er der tillige vedlagt bud på overordnede organisationsformer.

Formålet med at vedlægge modelbeskrivelsen til høringsmaterialet er, at få kommentarer fra høringsparterne om, hvilke fordele og ulemper, der ses ved de enkelte modeller og hvilken/hvilke modeller høringsparterne vurderer bedst vil understøtte strukturen i Fremtidens Fritidstilbud. Det fremgår af høringsmaterialet, at den nye organisering i videst muligt omfang skal implementeres fra 1. august 2015, og skal være fuldt indfaset fra 1. august 2016.

Den nye organisering betyder, at fritidstilbud til de 6-9 årige skal organiseres i en 1:1 relation med skolerne, således at der er ét fritidstilbud pr. skole, og at klubpladserne for de 10-13 årige skal samles i fritidscentre, der kan dække flere skoler.
For fritidsinstitutioner (6-9 årige) beder forvaltningen om kommentarer til følgende 2 forslag:
  • Alle fritidshjem bliver kommunale eller selvejende fritidsinstitutioner i klynger/netværk
  • Alle fritidshjem bliver kommunale eller selvejende fritidsinstitutioner uden for klynger/netværk
Fælles for begge disse modeller er at alle nuværende fritidshjem/KKFO'er samles i én fritidsinstitution pr. skole, der er enten kommunal eller selvejende. Disse fritidsinstitutioner organiseres enten som institutioner i klynge / netværk eller som institutioner uden tilknytning til klynger / netværk.

For fritidscentre (10-13 årige) bedes der om kommentarer til følgende 3 modeller:
  • Alle fritidscentre bliver del af klynge eller netværk
  • Alle fritidscentre bliver del af et klubfællesskab
  • Alle fritidscentre bliver selvstændige enheder udenfor både klynge / netværk og klubfællesskaber

I Amager Vest kan forslaget have konsekvens for en lang række fritidshjem og -centre, som det fremgår af det vedlagte bilagsmateriale over implementeringsplaner for Amager. 

Yderligere informationer om Fremtidens Fritidstilbud kan findes på flg. hjemmeside: http://www.kk.dk/da/om-kommunen/indsatsomraader-og-politikker/pasning-skole-og-uddannelse/fremtidens-fritidstilbud 

Høringsfristen er den 6. februar 2015.

Løsning

Arbejdsgruppen for børn og unge har drøftet høringen på sit møde den 3. januar 2015, og har efterfølgende opfordret skoler og fritidstilbud i Amager Vest til at sende deres holdninger og drøftelser pr. mail til sekretariatet. Dertil har alle lokaludvalg i Københavns modtaget en henvendelse fra en forældregruppe knyttet til Bellahøj Fritidscenter. Arbejdsgruppen indstiller, at lokaludvalget enten
  • udarbejder et høringsvar på lokaludvalgsmødet den 20. januar

eller

  • giver arbejdsgruppen for børn og unge bemyndigelse til at udarbejde høringsvar med udgangspunkt i indkomne svar fra skoler og fritidstilbud og forældre efter lokaludvalgsmødet, med godkendelse af forretningsudvalget.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Beslutning

Indstillingen blev godkendt uden afstemning. Lokaludvalget bemyndigede således arbejdsgruppen for børn og unge til at udarbejde et høringssvar på baggrund af de input gruppen indhenter blandt områdets skoler og institutioner.

I fald arbejdgruppen ikke modtager svar, der bidrager til lokaludvalgets høringssvar, tager arbejdsgruppen svaret op til overvejelse. Der var enighed om ikke at afsende et svar, der har karakter af en kvittering.
Til top