Mødedato: 19.12.2023, kl. 18:00
Mødested: Sundholmsvej 8

Beslutning: intern høring vedr. lokalplan metrovej - Ørestad Idrætspark

Se alle bilag

Indstilling

Forpersonen for Amager Vest Lokaludvalg indstiller, at lokaludvalget drøfter og godkender et svar på intern høring vedr. lokalplan for metrovej - Ørestad Idrætspark.

Problemstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen har sendt lokalplan for metrovej - kommende idrætspark i intern høring med frist 20. december 2023. Forslag til lokalplan forventes behandlet i august 2024. - se vedlagte bilag.

Metroselskabet I/S, Ørestad Vandlaug og Byggeri København har i tre særskilte henvendelser anmodet forvaltningen om et nyt plangrundlag for tre forskellige ejendomme ved Metrovej i Ørestad Syd. Lokalplanen har til formål at imødekomme behov for byggetilladelse til kontor- og administrationsbygninger, udvide en pumpestation med tekniske anlæg samt lagerhal og etablering af en idrætspark.

Formålet med den interne høring er at afsøge, om der er forhold af særlig interesse for dem, der bliver hørt, som der så kan blive taget højde for i den videre planlægning. 

Lokaludvalgets arbejdsgrupper har ikke haft mulighed for at behandle høringen pga. kort frist.

Løsning

At lokaludvalget drøfter og godkender et svar på intern høring vedr. lokalplan for metrovej - Ørestad Idrætspark.

 

Beslutning

Det blev besluttet at sende et høringssvar, der lægger vægt på, at man bør inddrage den sydlige og vestlige bræmmer af græs til idræts- og fritidsfaciliteter, samt stille forslag om tunnelforbindelse til disse grønne områder. Kobling og fysisk forbindelse til det byrumsprojekt "metroparkprojektet", som lokaludvalget arbejder med anses for vigtigt at tænke ind i lokalplanen. Derudover var der opbakning til lokalplanforslaget.

 


Til top