Mødedato: 19.08.2014, kl. 18:30
Mødested: Sundholmsvej 8

Ansøgning: Frivillig Fredag på Sundholmsvej 8

Frivilligcenter Amager søger støtte til arrangement for foreningsaktive, borgere, lokalt erhvervsliv og offentlige institutioner i Sundholmskvarteret.

Indstilling og beslutning

Formanden for Amager Vest Lokaludvalg indstiller,
1) at lokaludvalget drøfter og vedtager sit svar til ansøgerne på baggrund af indstillingen fra arbejdsgruppen for kultur og fritid.

Problemstilling

På vegne af Frivilligcenter Amager søgte Teddy Sidelmann Rasmussen den 1. juli 2014 om 35.875 kr. i støtte til Frivillig Fredag på Sundholmsvej 8. Arrangementet skal foregå den 26. september 2014 og henvender sig til foreningsaktive, borgere, lokalt erhvervsliv og offentlige institutioner i Sundholmskvarteret og det omkringliggende område.

Fredag den 26. september er det Frivillig Fredag – den nationale frivillighedsdag. Frivilligcenter Amager vil sætte fokus på de typer af frivilligt arbejde, der har lokalsamfundet som omdrejningspunkt. Arrangementet skal understøtte netværksdannelse mellem borgere, foreningsaktive, lokalt erhvervsliv, offentlige institutioner og alle andre, som har interesse i at skabe større sammenhængskraft i lokalområdet. Dagen er også en anledning til at skabe synlighed omkring det nye foreningshus Sundholmsvej 8, der skal være en stærk generator for kulturelle og sociale netværk i lokalområdet.
På dagen vil foreninger og projekter få et 'udstillingsvindue' for deres arbejde og idéer. Her vil der være mulighed for gensidig inspiration og netværk, for at borgere og andre får lyst til at deltage og får indblik i forskellige aktiviteter i lokalområdet. Desuden skal der være underholdning fra lokale kunstnere og smagsprøver fra lokale aktører på fødevareområdet.
Hvis arrangementet bliver en succes, vil Frivilligcentret sammen med deltagerne vurdere muligheden for at gøre det til en årligt tilbagevendende begivenhed.

Frivilligcenter Amager bidrager selv med arbejdstimer og rekrutterer frivillige til at hjælpe på dagen. Amagerbro Helhedsplan støtter projektet med yderligere arbejdstimer og udstyr.

Løsning

Arbejdsgruppen for kultur og fritid behandlede ansøgningen på sit møde den 6. august 2014 og indstiller, at det ansøgte beløb bevilges. Arrangementet er med til at sætte idéen om Foreningshuset Sundholsmvej 8 igang, ligesom det er netvæksdannende og dialogskabende.  

Økonomi

Arbejdsgruppens indstilling betyder, at beløbet bevilges som underskudsgaranti fra lokaludvalgets puljemidler, område 3707.
Beløb: 35.875 kr.

Beslutning

Robert Nielsen erklærede sig inhabil og forlod mødet under behandlingen af punktet.

Indstillingen kom til afstemning:

For: Arne Bjørn Nielsen, Margit Larsen, Isak Korn, Peter Howalt Andersen, Niels Balling, Marianne Falck Orby, Peter Hess-Nielsen, Jann Kuusisaari, Per Klougart Mortensen, Ulla Støvelbæk, Kresten Thomsen, Simon Holm Nielsen, Anders Bo Nielsen, Jann Kjærulff Tietze, André Just Vedgren, Jørgen Melskens.

Imod: Ye Tian, Tonni Hyldgaard.

Blank: 0

Med stemmetallet: 16 - 2 - 0 vedtog udvalget således at bevilge 35.875 kr. til projektet.

Til top