Mødedato: 19.05.2015, kl. 18:30
Mødested: Sundholmsvej 8

Forslag om henvendelse til Kultur- og Fritidsudvalget vedr. 'Styrk Borgerne'

Se alle bilag
Arbejdsgruppen for kultur og fritid stiller forslag om, at lokaludvalget opfordrer Kultur- og Fritidsudvalget til at sende strategien 'Styrk Borgerne' i høring.

Indstilling og beslutning

Formanden for Amager Vest Lokaludvalg indstiller:
1) at lokaludvalget drøfter og vedtager sin henvendelse til Kultur- og Fritidsudvalget på baggrund af udkastet fra arbejdsgruppen for kultur og fritid.

Problemstilling

Strategien 'Styrk Borgerne' for biblioteksområdet i København er vedtaget af Borgerrepræsentationen som en del af Budget 2015.
Strategien har især fokus på selvbetjeningsløsninger, digital betjening, digitale materialer, nye tilbud såsom it-caféer og læsekampagner. 

Christianshavns Lokaludvalg har den 30. september 2014 og den 4. marts 2015 rettet henvendelse til kultur- og fritidsborgmester Carl Christian Ebbesen og opfordret til, at strategien sendes i offentlig høring. 

Den 11. marts 2015 svarede borgmesteren Christianshavns Lokaludvalg, at strategien ikke ville blive sendt i høring:
"Styrk Borgerne er vedtaget af Borgerrepræsentationen som en del af Budget 2015. Det er en meget ambitiøs plan med en række indbyrdes tidsmæssige afhængigheder. Arbejdet med strategien er allerede i gang og kan ikke sættes i stå.
Styrk Borgerne har ikke været i høring, da planens fokus er bibliotekernes tværgående og fælles aktiviteter. Det er naturligvis min forventning, at den konkrete lokale indførelse, så vidt muligt sker i dialog med relevante lokaludvalg.
I er som Lokaludvalg meget velkommen til at sende kommentarer og forslag til planen, således at de kan indgå som bidrag i det fortsatte arbejde med Styrk Borgerne".

Arbejdsgruppen for kultur og fritid mener dog, at så væsentlige ændringer, som strategien medfører, vedkommer alle byens borgere og derfor bør sendes i offentlig høring.  
Arbejdsgruppen indstiller derfor, at lokaludvalget sender en henvendelse til alle medlemmer af Kultur- og Fritidsudvalget og opfordrer til, at strategien sendes i høring.  

Løsning

Lokaludvalget drøfter og vedtager sin henvendelse.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Beslutning

Henvendelsen blev godkendt uden ændringer.
Til top