Mødedato: 19.03.2013, kl. 18:30
Mødested: Peder Lykke centret, Peders Lykkevej 65

Ansøgning: Blå start

Sundholmskvarterets Helhedsplan søger støtte til Blå Start.

Indstilling og beslutning

Formanden for Amager Vest Lokaludvalg indstiller,
1) at lokaludvalgets drøfter og vedtager sit svar til Sundholmskvarteres Helhedsplan på baggrund af indstillingen fra arbejdsgruppen for det sociale område og kultur & fritid.

Problemstilling

På vegne af Sundholmskvarterets Helhedsplan søgte Camilla Paulsen d. 25. februar 2013 om 25.000 kr. i støtte til Blå Start. Projektet har fokus på Multibanen ved Tingvej og Sæterdalsvej. Målgruppen er kvarterets børn og unge, foreninger og beboere. 350 børn og unge forventes at deltage. 

Ved Tingvej og Sæterdalsvej ligger en blå multibane, renoveret og indviet i begyndelsen af 2012 med støtte fra Sundholmskvarterets Områdeløft. I sommeren 2012 var der episoder med destruktiv adfærd på banen, som har ført til, at nogle beboere føler sig utrygge. Nu er der roligt, og banen anvendes meget i løbet af dagen, bl.a. af skoler og klubber i området. Dette projekt har fokus på at skabe faste, positive aktiviteter for børnene og de unge, som er gratis og åbne for alle, i tidsrummet kl. 15-20. Både for at sikre et trygt miljø omkring multibanen, og for at sikre at flere børn og unge bliver en del af foreningslivet samt opnår en øget følelse af medansvar og ejerskab for kvarteret.

Konkret er ’Blå start’ en foreningsdag lørdag den 6. april 2013, hvor projektet starter op. Herefter vil der fra april til juni være daglige aktiviteter på multibanen afholdt af lokale foreninger. Dette afsluttes med en sommerferie kickstart af ’Blå sommer’.

På opstartsdagen vil en række foreninger lave opvisninger og opstille boder, så de lokale børn og unge kan få en forsmag på, hvilke aktiviteter de forskellige foreninger afholder. Områdets nye Kvindecafé i Norgesgade vil servere mad, hvilket samtidig synliggør Kvindecafeen.

De ansøgte midler indgår i det samlede budget på 44.800 kr. hvilket dækker udgifter til foreningsdagen, sommerprogrammet, sommer-kickstart og PR. Sundholmskvarterets Områdeløft og Helhedsplan støtter med ialt 19.800 kr.

Løsning

Arbejdsgruppen for det sociale område og kultur & fritid behandlede ansøgningen på deres møder d. 6. marts 2013 og begge indstiller, at det ansøgte beløb bevilges. Projektet er en mulighed for at sikre nye, netværksskabende aktiviteter på den renoverede bane. Aktiviteterne er med til at styrke brugen af banen, til gavn for kvarterets børn og unge. Projektet opfordrer børnene, de unge, familierne og frivillige til at tage aktivt del i foreningslivet i deres lokalområde. Begge udvalg opfordrer til, at der i perioden arbejdes med den videre forankring efter projektets afslutning.      

Økonomi

Beløbet anvises fra lokaludvalgets puljemidler, område 3107.
Beløb ekskl. moms: 25.000 kr.  
Til top