Mødedato: 19.02.2013, kl. 18:30
Mødested: Peder Lykke centret, Peders Lykkevej 65

Opfølgning på lokaludvalgets fremtidsseminar 2013 - European Green Capital 2014

Se alle bilag
Lokaludvalget skal tage stilling til fremtidig proces for European Green Capital 2014

Indstilling og beslutning

Formanden for Amager Vest Lokaludvalg indstiller, 
  1. At lokaludvalget tilslutter sig fremtidsseminarets konklusioner og resultater.
  2. At lokaludvalget drøfter og tager stilling til den fremtidige proces for European Green Capital 2014. 

Problemstilling

Amager Vest Lokaludvalg afholdt den 3. februar dets årlige fremtidsseminar. Fremtidsseminaret er ikke i sig selv beslutningsdygtigt, og alle indstillinger fra seminaret skal derfor drøftes og godkendes af lokaludvalget. 27 medlemmer og suppleanter deltog i seminaret, der bl.a. skulle tage stilling til lokaludvalgets deltagelse i European Green Capital 2014

København er udpeget som European Green Capital 2014. Titlen gives hvert år af EU kommissionen til en europæisk by, der arbejder bevidst med en grøn profil. At være European Green Capital 2014 har til hensigt at gøre København kendt som centrum for bæredygtighed, innovation, grøn vækst og livskvalitet, samt øge kendskabet til Københavns grønne løsninger nationalt og internationalt. 

Projektet indgår i Teknik- og Miljøforvaltningens årshjul 2013 og er forankret i Center for Miljø. CMI er åbne for et samarbejde med lokaludvalgene omkring planlægning af aktiviteter for 2014.  

Lokaludvalget diskuterede under sit fremtidsseminar hvilke igangværende projekter med en miljøprofil, der bedst kendetegner bydelen og kunne tænkes at være med til at promovere Amager Vest som grøn bydel. Følgende projekter blev fremhævet:       

- Grønne forbindelser
- Amager Fælled
- Klimatilpasning på Amager
- Urbane haver (herunder Metrohaverne)
- Bæredygtige job (herunder Bybi)

Lokaludvalget fremlagde yderligere idéer til projekter, der kunne iværksættes i bydelen for at øge kendskabet til grønne løsninger i Amager Vest. (Se bilag)

Løsning

Det foreslås, at lokaludvalget samarbejder med Miljøpunkt Amager om udvalgets deltagelse i European Green Capital 2014, særligt med henblik på at lokaludvalgets projektforslag - så vidt muligt - indarbejdes i Miljøpunkt Amagers årsplan for 2014.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Til top