Mødedato: 19.02.2013, kl. 18:30
Mødested: Peder Lykke centret, Peders Lykkevej 65

Proces for borgerinddragelse vedr. startredegørelse for Rigsarkivgrunden

Lokaludvalget skal tage stilling til proces for borgerinddragelse i forbindelse med den kommende startredegørelse for Rigsarkivgrunden.

Indstilling og beslutning

Formanden for Amager Vest Lokaludvalg indstiller,
  1. At lokaludvalget drøfter og tager stilling til den foreslåede proces for borgerinddragelse vedr. startredegørelsen for Rigsarkivgrunden.
  2. At lokaludvalget drøfter og tager stilling til en rammebevilling til borgerinddragelsen, såfrem det vedtages at afholde et åbent orienteringsmøde.

Problemstilling

Københavns Kommunes Økonomiudvalg behandler den 5. marts startredegørelsen for det kommende byggeri på Rigsarkivgrunden, og Amager Vest Lokaludvalg modtager startredegørelsen som en intern høring den 6. marts. Der er forventet svarfrist den 19. april.

Center for Bydesign og Center for Trafik vil gerne medvirke i et åbent orienteringsmøde om startredegørelsen sammen med lokaludvalget.
Sideløbende med lokaludvalgets interne høringsperiode pågår der et arbejde med at skitsere de udendørs områder på grunden. Dette arbejde forventes afsluttet i uge 16 (mandag den 15. april - fredag den 19. april).

Hvis lokaludvalget skal kunne nå at komme med inputs til denne del af arbejdet, er det vigtigt at afholde det åbne orienteringsmøde tidligt i den interne høringsperiode.
Center for Bydesign peger på uge 12 (mandag den 18. marts - fredag den 22. marts) som et egnet tidspunkt at afholde mødet.

Løsning

Det foreslås at afholde et åbent orienteringsmøde sammen med Center for Bydesign og Center for Trafik  torsdag den 21. marts.
Hermed kan arbejdsgruppen for fysisk planlægning lave et høringssvar for så vidt angår projektets udendørs arealer på arbejdsgruppens ordinære møde den 2. april, der kan blive sendt til Center for Bydesign onsdag den 3. april.

Den foreslåede proces forudsætter, at arbejdsgruppen for fysisk planlægning - evt. i samarbejde med lokaludvalgets forretningsudvalg - får mandat til at afgive høringssvaret på lokaludvalgets vegne.
På lokaludvalgsmødet den 19. marts vil det være muligt for lokaludvalget at drøfte en række principielle overvejelser i forhold til projektet, som arbejdsgruppen skal arbejde videre med. Det er dog vigtigt, at arbejdsgruppen får mandat til at arbejde videre med de kommentarer, som måtte fremkomme fra de deltagende borgere til orienteringsmødet.

Der skal annonceres bredt for det åbne møde i bydelens lokalaviser samt via flyers, opslag og elektroniske medier. 
Det indstilles, at lokaludvalget afsætter et rammebeløb på 18.000 kr. til at dække udgifter til lokaleleje, forplejning samt annoncering.

På lokaludvalgsmødet den 16. april vil det være muligt for lokaludvalget at drøfte og vedtage et høringssvar, der berører hele startredegørelsen.

Økonomi

Beløbet anvises fra lokaludvalgets puljemidler, område 3107.
Beløb ekskl. moms: 18.000 kr.
Til top