Medlemsforslag: Bevilling af puljemidler til at afholde fyraftensseminar i Bydelshuset
Indstilling og beslutning
- At lokaludvalget drøfter og tager stilling til forslaget fra Preben Poulsen.
Problemstilling
Projektet Bydelshuset arbejder for, at bydelens borgere har mulighed for at møde hinanden og engagere sig i foreningslivet og demokratiske processer samt nyde godt af en bred vifte af kulturelle tilbud.
For at imødekomme dette er der brug for bedre faciliteter, der giver rammerne for, at borgerne får mulighed for at udvikle bydelen socialt og kulturelt. Der er således brug for fysiske lokaler, der på forskellig vis kan anvendes alt efter behov. Centralt i dette står forbedrede og nye lokaler til arrangementer, møder og rådgivning, der alle vil komme borgerne direkte til gode.
Lokaludvalgets arbejde med at etablere et bydelshus i Amager Vest tager udgangspunkt i Solvang området, da der her allerede er etableret et ’Solvang Kultur og Medborgercenter’ (SKMC) - et samarbejde mellem Dyvekeskolen, Solvang Bibliotek og Boligforeningen 3B samt flere frivillige organisationer og foreninger i området om at samle de kulturelle, sociale, frivillige og offentlige tilbud til borgere i lokalområdet.
Solvang området er i dag præget af en stor vilje til at forbedre områdets fremtid, men der mangler de fysiske rammer for at lave en koordineret og helhedsorienteret indsats. Boligforeningen 3B arbejder p.t. med planer for at nedrive det eksisterende Solvang Center ultimo 2013/primo 2014.
Løsning
Seminaret skal efter planen afholdes den 23. april i Partnerskabets store sal i Solvang Centret.
Oplægget til konferencen kan sammenfattes i følgende spørgsmål:
• Hvad er det gode medborgercenter?
• Hvordan kan et bydelshus medvirke til at øge service og medborgerskab i bydelen?
• Hvordan kan vi integrere de forskellige forvaltninger og civilsamfundsrepræsentanters opgaver i et medborgercenter med en skarp profil?
• Hvordan skabes et hus med en innovativ kulturel profil?
Med ovenstående formål er det hensigten, at konferencen skal øge opmærksomheden omkring bydelens og lokalområdets behov, særlig i relation til kultur- og byudvikling og på den led geare processen hos kommunen, foreningerne og borgerne.
Endeligt skal konferencen give nogle yderligere visionære perspektiver på det gode bydelshus. Herunder hvilken rolle de lokale foreninger og aktører samt de kommunale institutioner og opgaver kan spille sammen i et fremtidigt bydelshus.
Økonomi
Budgettet ser således ud:
Facilitator: 6.000 kr.
Oplægsholder: 6.000 kr.
Forplejning: 6.000 kr.
PR, mapper m.m. 2.000 kr
I alt 20.000 kr.
Beløbet bevilges fra lokaludvalgets puljemidler, område 3107.
Beløb ekskl. moms: 20.000 kr.