Mødedato: 18.08.2015, kl. 18:30
Mødested: Sundholmsvej 8

Medlemsforslag vedr. konference vedr. Københavns kommunes udvikling af aktivitetscentre og væresteder

Se alle bilag
Arbejdsgruppen SOS stiller forslag om, at lokaludvalget bevilger rammebevilling på 30.000 kr. til konference vedr. psykiatritilbud på Amager.  

Indstilling og beslutning

Formanden for Amager Vest Lokaludvalg indstiller,
1) at lokaludvalget drøfter og vedtager sit svar på medlemsforslaget om rammebevilling til konferencen.

Problemstilling

Borgerrepræsentationens Socialudvalg godkendte på sit møde den 24. juni 2015, at Socialforvaltningen udvikler aktivitets- og samværstilbuddene i områderne Nørrebro, Amager, City og Nordvest i en samskabelsesproces med relevante lokale aktører og driftsherrer i perioden 15. august til 15. oktober 2015.
Samtidig godkendte Socialudvalget Socialforvaltningens forslag til en grundstruktur med fire faglige udviklingsspor og en omstilling af samværs- og aktivitetstilbuddene til københavnere med psykisk lidelse.
Referatet af Socialudvalgets fulde beslutning den 24. juni er vedlagt som bilag. 
 
Arbejdsgruppen SOS finder det derfor relevant at afholde en konference, der henvender sig til brugere af psykiatritilbuddene på Amager og deres pårørende. Konferencen skal give brugerne mulighed for at komme til orde ved en uformel og åben debatform. Konferencen skal ligeledes give lokaludvalget viden om området, som udvalget kan bruge i fremtidige politiske processer. 

Arbejdsgruppen foreslår i samarbejde med Gertrud Birke, at konferencen tager udgangspunkt i en paneldebat og et lille og overskueligt spørgeskema, som de deltagende kan udfylde. 

Deltagerne i paneldebatten kan fx være repræsentanter fra Landsforeningen af psykiatri-brugere, Kofoeds Skole og Socialcentret i Spaniensgade. En repræsentant fra Landsforeningen Sind kan være ordstyrer. 

Det foreslås, at konferencen afholdes på Peder Lykke Skolen, der er nemt tilgængelig, og at konferencen afholdes sidst i september. 

         

Løsning

Lokaludvalget drøfter og vedtager sit svar på medlemsforslaget om rammebevilling til konferencen.

Økonomi

Hvis lokaludvalget beslutter at bevilge et rammebeløb på 30.000 kr. afsættes beløbet som underskudsgaranti, område 3707.

Beslutning

Indstillingen blev godkendt uden afstemning. Udvalget vedtog således, at bevilge 30.000 kr. til projektet.
Til top