Mødedato: 18.06.2013, kl. 18:30
Mødested: Peder Lykke Centret, Peder Lykkes Vej 65

Ansøgning: Aeropolis 2013

Henriette Kudsk søger støtte til Aeropolis 2013.

Indstilling og beslutning

Formanden for Amager Vest Lokaludvalg indstiller,
1) at lokaludvalget drøfter og vedtager sit svar til Henriette Kudsk på baggrund af indstillingen fra arbejdsgruppen for kultur og fritid.

Problemstilling

På vegne af ZeBU, Kvarterhuset og KIB søgte Henriette Kudsk den 16. maj 2013 om 50.000 kr i støtte til projektet Aeropolis, der vil blive afholdt som en del af Metropolis Festival den 19. - 20. august 2013. Metropolis er en international festival for kunst og performance i byens rum. Målet med festivalen er at sprænge de etablerede rammer for kunsten og bryde det traditionelle billede af scenekunsten. Aeropolis skal være med til at understøtte netværket og samarbejdet mellem kulturinstitutionerne på Amager.

AEROPOLIS er en oppustelig boble på 100m2, der popper op, hvor man mindst venter det. Den er designet til, at kunne rumme mange forskellige typer kunstoplevelser og fungerer som alternativ scene med et program der er præget af performance og musik. Aeropolis finder sted i flere bydele: Indre by, Nordvest, Vanløse, Vesterbro, Nørrebro, Valby og Amager Øst. For Amager Vest vil boblen være tilgængelig den 19.- 20. august 2013. Her skal den ligge på havnefronten ved jernkonstruktionen ved Kulturhuset på Islands Brygge hvor den fint går i spænd med de tre fokusområder, der i forvejen findes her: det sociale, det kunstneriske og det kulturelle.  

Programmet for boblen udarbejdes i et samarbejde med flere københavnske institutioner og virksomheder, lige som både danske og udenlandske kunstnere er med til at præge udviklingen og indholdet. Københavns Internationale Teater leverer boblen, teknik i forbindelse med opsættelse og personale til at betjene den. Koordineringen, programlægning, organiseringen og afvikling står Kvarterhuset, Kulturhuset Islands Brygge og ZeBU for.

Løsning

Arbejdsgruppen for kultur og fritid behandlede ansøgningen på sit møde den 6. juni 2013 og indstiller et afslag. Projektet stemmer ikke i tilstrækkelig grad overens med lokaludvalgets støttekriterier om at være bydelsrelateret, borgerinddragende og netværksskabende for beboere i bydelen.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Beslutning

Indstillingen blev godkendt uden at komme til afstemning, og udvalget vedtog således at afvise ansøgningen med begrundelsen, at projektet ikke i tilstrækkelig grad stemmer overens med lokaludvalgets støttekriterier om at være bydelsrelateret, borgerinddragende og netværksskabende for beboere i bydelen.  
Til top