Mødedato: 17.12.2024, kl. 18:00
Mødested: Restaurant Zoku, Amagerfælledvej 108, 2300

A: Beslutning: Kommentar til KBH-samlingens anbefalinger

Se alle bilag

Indstilling

Forpersonen for Amager Vest Lokaludvalg indstiller, at Lokaludvalget drøfter sin kommentar til Københavnersamling Amagers anbefalinger, på baggrund af trafikarbejdsgruppens udkast.

Problemstilling

Økonomiudvalget besluttede den 24. januar 2024 temaet ”Københavnernes Trafikplan Amager” for Københavnersamlingen 2024, på baggrund af Amager Øst og Amager Vest Lokaludvalgs indsendte temaforslag. Desuden blev det besluttet at samlingens arbejde skulle forankres i Trafik- og Byrumsplan Amager, der blev besluttet på budget 2024 og på overførselssagen 2023-2024.

Derfor har 36 repræsentativt udvalgte borgere fra Amager mellem september og november 2024 mødtes ved 5 større borgermøder for at drøfte både trafik og byrum på Amager omkring kernespørgsmålet:

Hvordan skal vi prioritere pladsen mellem gående, cyklende, kollektiv trafik, biltrafik og ophold på Amager i fremtiden?

Det er der kommet en række anbefalinger ud af, fordelt på 6 overordnede temaer med 6-9 konkrete initiativer på hvert tema:

  1. Overordnet anbefaling til prioritering af pladsen på Amager
  2. Biltrafik
  3. Cyklister og gående
  4. Amagers byrum, grønne områder og klimatilpasning
  5. Kollektiv trafik
  6. Parkering

Læs Københavnersamlingens anbefalinger her
http://https//kobenhavntaler.kk.dk/da-DK/folders/kobenhavnersamlingen-2024

Samlingen har løbende haft besøg og fået input fra lokale borgere, aktører, lokaludvalgsmedlemmer og medlemmer af borgerrepræsentationen, for yderligere at kvalificerer processen. Her har Jan Oster og Mark Gray (og Kresten Thomsen som suppleant) fra Amager Vest Lokaludvalg fungeret som politisk følgegruppe i processen.

Lokaludvalgets kommentarer

Trafikarbejdsgruppen med Mark Gray som tovholder, Jan Oster, Arne Bjørn Nielsen, Uffe Meulengracht og Allan Graversen samt fire borgere har drøftet anbefalingerne, og mener at Lokaludvalget fuldt ud kan tilslutte sig samlingens vision for Amager, og deres anbefaling til prioritering af pladsen på Amager. Overordnet ønsker arbejdsgruppen at fremhæve følgende:

  • Bedre kollektiv transport
    Vi støtter anbefalingerne til at løse udfordringen med øget trafik ved at opgradere de kollektive transportmuligheder. Særligt for borgere, der ikke har mulighed for at cykle eller gå til hverdagens gøremål, og som anbefalingerne har gode konkrete løsningsforslag til forbedringer for, herunder at etablering af flere busperroner, prioriterede vejbaner for busser og hyppigere afgange, samt korte afstande og bedre dækning.

     

  • Prioritering af cyklister og gående
    Københavnersamlingen har flere anbefalinger, der tydeliggør deres ønske om at prioritere trafikanter til fods og på cykel. De foreslår bl.a. tiltag, som Lokaludvalget håber kan dæmme op for, at Amager bliver gennemkørselsvej for den massivt øgede trafik de kommende år. Bl.a. ved at sænke farten alle steder til 30 eller 40 km/t, styrke cykelnettet med brede cykelstier og skabe muligheder for satellitparkering ved yderste led af den offentlige transport, så pendlere bedre kan parkere decentralt.

Løsning

At Lokaludvalget godkender kommentarer til Københavnersamling Amagers anbefalinger.

Videre proces

Anbefalingerne blev lanceret d. 20. november 2024, hvor samlingen i borgerrepræsentationens sal overrakte anbefalingerne til Teknik- og Miljøborgermester Line Barfod. Anbefalingerne skal derefter behandles af Teknik- og Miljøudvalget på et udvalgsmøde i februar, hvor de to Lokaludvalg på Amager har mulighed for at knytte deres kommentarer til anbefalingerne. Her skal udvalget blive enige om en status på den politiske behandling af anbefalingerne, og melde dette videre til borgerne i Københavnersamlingen. Dette skal udvalget gentage indenfor 12 måneder fra dette møde.

Beslutning

Indstillingen blev godkendt.
Til top