Beslutning: høringssvar afgrænsning af VVM for Vejlandskvarteret
Indstilling
Formanden for Amager Vest Lokaludvalg indstiller, at lokaludvalget godkender forslag til høringssvar vedr. afgrænsning af miljøkonsekvensrapport for Vejlandskvarteret på baggrund af indstilling fra arbejdsgruppen for fysisk planlægning.
Problemstilling
Københavns Kommune har sendt et afgrænsningsnotat for Miljøkonsekvensrapport - VVM for Vejlandskvarteret i høring med frist 20.december. Vejlandskvarteret skal huse 2000 boliger, 4-sporet skole, daginstitution, detailhandel, naturformidlingscenter, cafeer og parkering på et område der i dag rummer både natur og gammel losseplads. Høringen efterspørger input til, hvilke forhold den efterfølgende miljøkonsekvensrapport eller VVM skal belyse for at give et fyldestgørende billede af miljøkonsekvenserne af byggeriet inden man beslutter sig for at bygge.
Arbejdsgruppen for fysisk planlægning har behandlet sagen og formuleret et høringssvar som indstilles. Høringssvaret er vedlagt og lægger vægt på følgende:
A. En grunddig undersøgelse af eksistensen af og konsekvenserne for internationalt beskyttede, fredede eller truede plantearter i og udenfor byggeområdet.
B. Konsekvenserne for trafikafviklingen i Amager Vest, når der bygges 2000 flere boliger
C. Forslag om beregning af miljøkonsekvenser ved et nyt alternativ - en bilfri bydel
D. Konsekvenserne af lysforurening for den rekreative værdi af en stjernehimmel
E. Grunddig undersøgelse af afværgeforanstaltningerne for giftige gasarter
F. Byggeriets konsekvenser for luftforurening og klimabelastning for resten af København
G. Opmærksom på sætningsskader
Løsning
At lokaludvalget godkender forslag til høringssvar vedr. afgrænsning af miljøkonsekvensrapport for Vejlandskvarteret på baggrund af indstilling fra arbejdsgruppen for fysisk planlægning.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Høringssvaret indsendes.
Beslutning
Høringssvaret blev godkendt med enkelte tilføjelser, der understreger vigtigheden af dyrelivet generelt på fælleden.