Partshøring vedr. nyt vejnavn til Hf. Sønderbro
Indstilling og beslutning
1) at lokaludvalget drøfter og vedtager sit høringssvar på baggrund af udkastet fra arbejdsgruppen for fysisk planlægning.
Problemstilling
Amager Vest Lokaludvalg har modtaget en partshøring den 9. oktober 2015.
Der er kommet nye adresseregler i maj 2014 – derfor er Københavns Kommune nu i gang med at fastsætte adresser for en række områder, der i dag ikke har tilstrækkelig mange adresser - heriblandt have- og nyttehaveforeninger. Fastsættelse af adresser indebærer også ofte nye vejnavne og det er i den forbindelse, at lokaludvalget bliver hørt.
Processen foregår i dialog med bestyrelserne i de enkelte haveforeninger og efter anvisning fra Vejnavnenævnet vedrørende nye vejnavne. Hf. Sønderbro eller de uofficielle stinavne kan ikke bruges som vejnavne, fordi der allerede er veje i hovedstadsområdet med lignende navn.
Adressen vil være gældende for den vej, der går fra Artillerivej og ned igennem hele Hf. Sønderbro. Udover Hf. Sønderbros 297 lodder vil vejnavnet også gælde nyttehaveforeningen Hf. Amager Fælled Økohaver og Energinet.dk.
Vejnavnenævnet i Københavns Kommune har besluttet, at nye vejnavne knyttet til kommunens haveforeninger skal holde sig indenfor flora og fauna, og at de skal ende på – sti eller –gang. Bestyrelsen for Hf. Sønderbro fik to forslag til vejnavn og har valgt 'Bonderosegangen' som nyt vejnavn.
Der er frist for afgivelse af høringssvar den 30. november.