Mødedato: 17.06.2014, kl. 18:30
Mødested: Sundholmsvej 8

Ansøgning: Salon om kunst & hverdag

Kunsten.nu søger om støtte til en samtalesalon og kunstnerisk performance.

Indstilling og beslutning

Formanden for Amager Vest Lokaludvalg indstiller,
1) at lokaludvalget drøfter og vedtager sit svar til Kunsten.nu på baggrund af indstillingen fra arbejdsgruppen for kultur og fritid.

Problemstilling

På vegne af Kunsten.nu søgte Charlotte Bagger Brandt den 26. maj 2014 om 8.000 kr. i støtte til afholdelse af en samtalesalon og en kunstnerisk performance på Hotspot - en ny plads uden for Fabrikken på Sundholmsvej 46 den 7. september 2014. Arrangementet henvender sig til lokale borgere og Fabrikkens kunstnere, i alt ca. 70 deltagere på dagen. 

Arrangementet skal introducere til den nye plads og til samarbejdet bag pladsens tilblivelse. Der vil være mulighed for, at kunstnerne og lokale borgere går i dialog og sammen bliver klogere og udfordret på deres idéer om både kunsten og samfundet. Arrangementet afholdes under Copenhagen Art Week og skal sætte fokus på, hvad kunsten kan tilbyde, når kunstnere samarbejder med aktører i nærmiljøet. Dagen starter med, at kunstneren Jesper Aabille laver poetiske spejlæg, der både fungerer som brunch og socialt kunstværk, der kan sætte en anderledes og uformel ramme om diskussionen. Det er meningen, at arrangementet skal dokumenteres ved en artikel i tidsskriftet Kunsten.nu og derved nå ud til 5000 læsere.  

Kunsten.nu bidrager med en egenfinansiering på 5.000 kr., der dækker artikel, PR og anden formidling.

Løsning

Arbejdsgruppen for kultur og fritid behandlede ansøgningen på sit møde den 4. juni 2014 og indstiller et afslag. Ud over placeringen i Amager Vest lader arrangementet ikke til at være bydelsrettet. Arbejdsgruppen finder det ikke sandsynliggjort, at projektet inddrager lokale borgere, ligesom budgettet forekommer uklart. Arbejdsgruppen har stillet ansøger uddybende spørgsmål angående placering og budget. Svarerne er vedhæftet bilagsmaterialet.

Økonomi

Hvis lokaludvalget bevilger støtte, bevilges den som underskudsgaranti fra lokaludvalgets puljemidler, område 3707.
Beløb ekskl. moms: 8.000 kr.

Beslutning

Indstillingen kom til afstemning:

For: Peter Howalt Andersen, Patrick Donovan.

Imod: Lars Rimfalk Jensen, Isak Korn, Berit Bro, Lasse Vogel Andersen, Ulla Støvelbæk, Jann Kuusisaari, Erhardt Franzen, Kim Henriksen, Kresten Thomsen, Peter Hess-Nielsen, Robert Nielsen, André Just Vedgren.

Blank: Margit Larsen, Per Klougart Mortensen, Niels Balling, Simon Holm Nielsen, Anders Bo Nielsen.

Med stemmetallet: 2 - 12 - 5 vedtog udvalget således at bevilge 8.000 kr. til projektet.
Til top