Intern høring vedr. Ørestad Syd, Kalvebodkvarteret Syd
Indstilling og beslutning
Formanden for Amager Vest Lokaludvalg indstiller:
1) at Lokaludvalget drøfter og vedtager sit svar vedr. intern høring om Ørestad Syd - Kalvebodkvarteret Syd på baggrund af udkastet fra arbejdsgruppen for fysisk planlægning.
Problemstilling
By og Havn har i efteråret 2014 afsluttet en konkurrence om en ny masterplan for et areal i Ørestad Syd ud mod Kalvebod Fælled. Formålet med konkurrencen har været at gentænke planlægningen af området på baggrund af de hidtidige erfaringer fra Ørestad. Vinderforslaget foreslår en masterplan for området, som i forhold til den eksisterende planlægning vil give mere intime byrum og stærkere bo miljøer, som tager udgangspunkt i en mere menneskelige skala. Det betyder i praksis tættere byrum, lavere bygningshøjder og lavere bebyggelsesprocent. Forvaltningen har igangsat arbejdet af en revideret lokalplan og kommuneplanstillæg for området med udgangspunkt i vinderforslagets masterplan.
By & Havn ønsker at kunne realisere konkurrencens vindende masterplan. Herunder at ændre anvendelsesbestemmelserne, så det bliver muligt at bygge flere boliger frem for erhverv. Samtidigt ønsker Børne- og Ungdomsforvaltningen at flytte byggefelterne udlagt til skole og idrætshal i eksisterende plangrundlag for bedre at integrere de to funktioner og samtidigt skabe mere sammenhængende opholdsarealer. Kultur- og Fritidsforvaltningen ønsker også mulighed for placering af en svømmehal og en 11-mands fodboldbane. Sidstnævnte evt. på Kalvebod Fælled i umiddelbar tilknytning til bydelen.
Vinderforslaget opdeler arealet i Ørestad Syd i forskellige boligtyper. Nord for ’Hovedgaden’ (Asger Jorns Allé), anlægges et større rækkehuskvarter med østvest orienterede boliggader med adgang fra boulevarderne, og syd for Asger Jorns Allé bygges karréer med etageboliger i varierende størrelser. Asger Jorns Allé bliver kvarterets centrale hovedstrøg og livlige centrum med koncentration af både butikker og en lang række fysiske udfoldelsesmuligheder. Der er et ønske om at de mest succesfulde sportsaktiviteter fra PLUG N PLAY vil flytte ind på Asger Jorns Allé.
Løsning
Arbejdsgruppen for Fysisk Planlægning har på sit møde den 03. marts 2015 behandlet høringen og udarbejdet et udkast til høringssvar.
Økonomi
Beslutning
Høringssvaret revideres ud fra disse pointer af sekretariatet og tovholder for fysisk plan André Just Vedgren, med godkendelse af formand Lars Rimfalk Jensen.