Mødedato: 16.12.2014, kl. 17:30
Mødested: Peder Lykke Centret, Peder Lykkes Vej 65

Medlemsforslag: Rammebevilling til borgermøde om helhedsplanen for Ørestad Syd

Se alle bilag

Indstilling og beslutning

Formanden for Amager Vest Lokaludvalg indstiller,
1) at lokaludvalget drøfter og vedtager sit svar til arbejdsgruppen for fysisk planlægning ved tovholder André Just Vedgren.

Problemstilling

I samarbejde med Københavns Kommune og arkitektkonkurrencer.dk udskrev By & Havn den 30. juni 2014 en indbudt projektkonkurrence om en helhedsplan (masterplan) for Ørestad Syd med titlen ’De sidste brikker i udbygningen af Ørestad Syd’.

Baggrunden for den nye helhedsplan har været at bevare det momentum, der er i området, hvor bl.a. Royal Arena og forskellige boligejendomme er ved at blive bygget. Den eksisterende lokalplan for Ørestad Syd arbejder med en 50/50 fordeling af boliger og erhverv i Ørestad Syd. I dag er der størst dynamik i boligmarkedet, og derfor rummer den nye plan en væsentlig større boligandel.

ArkitektvirksomhedenTRANSFORM ApS, Bascon A/S, Active Institute og arkitekt Jan Christiansen vandt projektkonkurrencen med forslaget ’Aktive Ørestad Syd’.

TRANSFORM og det øvrige vinderteam skal i samarbejde med Københavns Kommune og By & Havn nu efterfølgende se på nogle af de områder, hvor konkurrencens dommerkomité havde nogle forbehold over for vinderforslaget. Det gælder særligt selve udformningen af Asger Jorns Allé, parkeringsløsningerne i planen samt overgangen mellem Ørestad Syd og fælleden.

Løsning

Arbejdsgruppen for fysisk planlægning ved André Just Vedgren foreslår at lokaludvalget gennemfører et borgerinddragelsesarrangement i forbindelse med drøftelserne om den nye helhedsplan. Det kunne være et kombineret borgermøde/workshop på Ørestad Gymnasium i slutningen af januar. Det vurderes at arrangementet kan gennemføres for en rammebevilling på 16.000 kr., hvilket bl.a. dækker udgifter til PR, forplejning og materialer.

Økonomi

Hvis lokaludvalgets beslutter at bevilge rammebeløbet, bevilges midlerne fra Bydelspuljen i 2015, område 3707.
Beløb: 16.000 kr.

Beslutning

Forslaget blev godkendt uden afstemning. Udvalget vedtog således at afsætte et rammebeløb på 16.000 kr. til projektet.
Til top