Høring vedr. udkast til forskrift for visse miljøforhold ved midlertidige bygge-og anlægsarbejder
Indstilling
Formand for Amager Vest Lokaludvalg indstiller:
1) at lokaludvalget drøfter og vedtager høringssvar vedr. udkast til forskrift for visse miljøforhold ved midlertidige bygge-og anlægsarbejder på baggrund af arbejdsgruppen for fysisk planlægnings udkast.
Problemstilling
Teknik- og Miljøforvaltningen har udarbejdet udkast til ændring af Forskrift for visse miljøforhold ved midlertidige bygge- og anlægsarbejder i Københavns Kommune
Ændringerne af forskriften er:
- at der ikke længere gælder en støjgrænseværdi for stærkt støjende arbejde, som det er defineret i forskriften jf. § 3, stk. 2. og § 8.
- at tidsrummet for udførelse af stærkt støjende arbejde, begrænses til hverdage kl. 8-17, jf. § 8.
- at grænseværdien for vibrationer, samt tillæg for støj og impulser fjernes fra forskriften
Ændringen medfører, at stærkt støjende arbejde kan udføres uden støjgrænser, det vil sige at entreprenører ikke længere skal ansøge om dispensation, hvis stærkt støjende byggearbejde ikke kan overholde forskriftens grænseværdi på 70 dB(A). Af hensyn til borgerne er det tilladte tidsrum, for hvornår der må udføres stærkt støjende arbejde begrænset til kun at kunne foregå i tidsrummet hverdage kl. 8 til 17.
Desuden fjernes grænseværdien for vibrationer, samt tillæg for toner og impulser i den nuværende grænseværdi, således at eventuelle gener fra vibrationer, toner og impulser i fremtiden bliver håndteret konkret fra sag til sag.
Den ændrede forskrift fastsætter, i lighed med den eksisterende forskrift, støjgrænseværdier for det øvrige bygge- og anlægsarbejde, tidspunkter for, hvornår det er tilladt at udføre bygge- og anlægsarbejder, samt krav til indretning og drift af byggepladsen så risikoen for gener i omgivelserne minimeres.
Arbejdsgruppen fysisk plan anerkender udkastet med det indhold der er, og har ingen yderligere bemærkninger.
Løsning
Lokaludvalget drøfter og vedtager sit høringssvar på baggrund af udkastet fra arbejdsgruppen.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Drøftes på mødet.