Mødedato: 16.04.2013, kl. 18:30
Mødested: Peder Lykke Centret, Peder Lykkes Vej 65

Samarbejdsaftale mellem Amager Vest og Amager Øst Lokaludvalg

Se alle bilag
Amager Vest Lokaludvalg skal tage stilling til samarbejdsaftale mellem Amager Vest og Amager Øst Lokaludvalg

Indstilling og beslutning

Formanden for Amager Vest Lokaludvalg indstiller,
1) at lokaludvalget drøfter og vedtager svar til samarbejdsaftale mellem Amager Vest og Amager Øst Lokaludvalg, på baggrund af indstillingerne fra arbejdsgrupperne for det sociale område og kultur og fritid. 

Problemstilling

Som et led i samarbejdet mellem AØLU og AVLU og som led i begge lokaludvalgs borgerdialogforpligtigelse foreslås, at der indgås aftale med Torvelauget Lørdage på Musiktorvet om, at der afholdes to årlige torvedage på Musiktorvet med deltagelse af de to lokaludvalg. Torvelauget står for al praktisk afvikling. Lokaludvalgets deltagelse består i synlighed på selve dagen, hvor et lokalpolitisk tema for arrangementet vil være repræsenteret ved de to lokaludvalg.  

Arrangementet er en årligt tilbagevendende begivenhed. Ved indgåelse af samarbejdsaftalen forpligter AVLU sig til årligt at bevilge 30.000 kr til arrangementet. Bevillingen afhænger af lokaludvalgets årlige godkendelse.  

Amager Øst Lokaludvalgs arbejdsgruppe BIFUK behandlede på sit møde den 9. april 2013 samarbejdsaftalen og indstiller, at aftalen godkendes ved en tilføjelse af ”og kulturelle kreative kræfter” til aftalens punkt 5. Forslaget behandles på AØLUs møde den 18. april 2013.

Løsning

Arbejdsgrupperne for det sociale område og kultur og fritid behandlede samarbejdsaftalen på deres møder den 3. april 2013 og indstiller, at lokaludvalget indgår den foreliggende samarbejdsaftale. Arbejdsgruppen for kultur og fritid betragter Lørdage på Musiktorvet som et ligeværdigt samarbejde mellem Torvelauget og Amager Vest og Amager Øst Lokaludvalg. Arbejdsgruppen  for det sociale område ser samarbejdsaftalen, som omhandlende et kulturprojekt og lægger sig derfor op ad arbejdsgruppen for kultur og fritids indstilling.

Økonomi

Beløbet anvises fra lokaludvalgets puljemidler, område 3107.
Beløb ekskl.moms: 30.000 kr.

Beslutning

Indstillingen blev godkendt uden at komme til afstemning, med de tilføjelser fra Amager Øst Lokaludvalg, som udvalget forinden var blevet præsenteret for: At aftalen fornyes årligt og at arrangementerne skal evalueres.   
Til top