Mødedato: 16.04.2013, kl. 18:30
Mødested: Peder Lykke Centret, Peder Lykkes Vej 65

Ansøgning: Sommer for børn på Amager

Kvarterhuset søger støtte til Sommer for børn på Amager.

Indstilling og beslutning

Formanden for Amager Vest Lokaludvalg indstiller,
1. at lokaludvalget drøfter og vedtager sit svar til kvarterhuset på baggrund af indstillingen fra arbejdsgruppen for kultur og fritid.

Problemstilling

På vegne af kulturinstitutionerne på Amager søgte Kvarterhuset den 21. februar 2013 om kr. 77.000 i støtte til Sommer for børn på Amager. Kulturinstitutionerne på Amager organiserer i fællesskab med de boligsociale projekter en række kreative, musiske, kropslige og performative udendørs aktiviteter for og med børn i juni, juli og august.

Arrangementerne vil blive fordelt ud over øen i forhold til at møde børnene og familierne i deres daglige færden. Der vil blive skabt rum for både spontan og planlagt kreativ udfoldelse. Alle arrangementer er gratis. Målgruppen er børnefamilier, institutioner og ”løse børn” uden tilknytning til institutionerne.

Ansøger forventer over 3.000 deltagere.I Amager Vest vil der bl.a. være teaterworkshops, cirkus og tigertræning. To elementer - Traffic Art og Sommerkaravanen - vil gå på tværs af de to bydele med gadekunst og musik.

Udgifterne forventes finansieret af Kvarterhusets Sommer for børn-midler (bevilget kr. 100.000 fra Københavns Kommune), Sundholmskvarteret Områdefornyelse (kr. 10.000), Deltagerkunst IKC (Interkulturelt Center) (har bevilget kr. 44.000) og Amager Øst Lokaludvalg (kr. 70.000). Der søges om 7.000 kr mere i Amager Vest Lokaludvalg end Amager Øst Lokaludvalg, da KODA afgiften var gledet ud i det tidligere fremsendte budget til Amager Øst Lokaludvalg.

Løsning

Arbejdsgruppen for kultur og fritid behandlede ansøgningen på sit møde den 3. april 2013 og indstiller, at det ansøgte beløb bevilges. Projektet involverer mange lokale aktører og skaber netværk på tværs af øen. Projektet henvender sig til en bred målgruppe af børn og unge, der inddrages til at være aktive i deres lokalmiljø.

Økonomi

Beløbet anvises fra lokaludvalgets puljemidler, område 3107.
Beløb ekskl.moms: 77.000 kr.

Beslutning

Indstillingen blev godkendt uden at komme til afstemning. Udvalget vedtog således at bevilge 77.000 kr. til projektet. Udvalget opfordrer samtidig ansøger til, at have fokus på en bred markedsføring i bydelen.  
Til top