Mødedato: 16.04.2013, kl. 18:30
Mødested: Peder Lykke Centret, Peder Lykkes Vej 65

Ansøgning: The BigBand Monday Night Project

Mads Pagsberg søger støtte til The BigBand Monday Night Project feat. Katrine Madsen

Indstilling og beslutning

Formanden for Amager Vest Lokaludvalg indstiller,
1) at lokaludvalget drøfter og vedtager sit svar til Mads Pagsberg på baggrund af indstillingen fra arbejdsgruppen for kultur og fritid.

Problemstilling

Mads Pagsberg søgte den 21. marts 2013 om 20.000 kr i støtte til 'The BigBand Monday Night Project feat. Katrine Madsen.' Projektet er en koncert med orkesteret The BigBand og jazzsangerinden Katrine Madsen. Koncerten vil blive afholdt den 27. maj 2013 i Kulturhuset Islands Brygge. Der forventes en deltagelse af 60-70 mennesker.  

The BigBand har et ønske om at gøre jazz tilgængeligt for alle. På denne baggrund har orkesteret indgået en samarbejdsaftale med 4 kulturhuse: Kulturstationen Vanløse, Kulturhuset Islands Brygge, Valby Kulturhus og Krudttønden på Østerbro. Den sidste mandag i hver måned spiller orkesteret koncert på skift i de 4 kulturhuse. Ønsket er at forankre orkesteret i lokalmiljøet omkring og på tværs af de fire kulturhuse og give borgerne en unik og vedkommende jazzoplevelse.

Der er yderligere søgt støtte hos Københavns Kommunes Musikudvalg, fra hvem der afventes svar.

Løsning

Arbejdsgruppen for kultur og fritid behandlede ansøgningen på sit møde den 3. april 2013 og indstiller et afslag. Projektet opfylder ikke lokaludvalgets støttekriterier om at være netværksskabende, demokrati- og dialogfremmende. Arbejdsgruppen opfordrer ansøger til at tage direkte kontakt til K.I.B., da koncerten kan medvirke til at styrke K.I.B.s arrangementsprofil.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Beslutning

Indstillingen blev godkendt uden at komme til afstemning. Udvalget vedtog således at afvise ansøgningen med den begrundelse, at projektet ikke opfylder lokaludvalgets støttekriterier om at være netværksskabende, demokrati- og dialogfremmende. Lokaludvalget opfordrer ansøger til at tage direkte kontakt til K.I.B., da koncerten kan medvirke til at styrke K.I.B.s arrangementsprofil.
Til top