Mødedato: 15.12.2015, kl. 18:30
Mødested: Sundholmsvej 8

Henvendelse fra Teknik- og Miljøforvaltningen vedr. placering af kunstværk

Se alle bilag

Indstilling

Formanden for Amager Vest Lokaludvalg indstiller, 
1) at lokaludvalget drøfter og vedtager sit svar på baggrund af udkastet fra arbejdsgruppen for kultur og fritid og arbejdsgruppen for børn og unge.

 

Problemstilling

I 1970 indkøbte det, der dengang hed Københavns Kulturfond, Hein Heinsens minimalistiske skulptur Fire gule kiler i bemalet stål med henblik på opstilling i det offentlige byrum. Værket blev placeret i en lysgård i Dyvekeskolen i et grønt og beskyttet miljø, hvor det stod indtil skolen ønskede at inddrage gården til et bevægelsesrum for eleverne. Teknik- og Miljøforvaltningen blev derfor i efteråret 2013 bedt om at fjerne skulpturen.

Forvaltningen har igennem længere tid arbejdet på at finde en ny placering til værket. Kunstneren ser meget gerne værket placeret inden døre, men forvaltningen har ikke fundet nogen passende løsning på en sådan indendørs placering. Forvaltningen foreslog derfor kunstneren en prøveopstilling i Havneparken, hvor den vurderedes at kunne indplaceres på en æstetisk tilfredsstillende måde på en betonbeklædt plads med reminiscenser fra det gamle havnemiljø.

Kunstneren tilbød i stedet at tilbagekøbe værket for 200.000 kr. og forære det til et museum, hvor han mente hans værk bedre passede ind. Forvaltningen kan ikke fungere som kunsthandler, hvorfor der blev arbejdet videre på at finde en placering i kommunalt regi, som kunne yde kunstværket den retfærdighed (og beskyttelse), som kunstneren ønsker. Teknik- og Miljøforvaltningen er dog her i et dilemma, da dens kommissorium netop er at opstille kunst i det offentlige byrum, ikke i kommunale institutioner. Forvaltningen bad derfor Københavns Kommunes Billedkunstudvalg om at tage stilling til, om ikke Fire gule kiler burde udgå af Teknik- og Miljøforvaltningens monumentregistrant – figurerer et værk i registranten, indebærer det forvaltning og drift af det i det offentlige rum – og i stedet overføres til Kultur- og Fritidsforvaltningen, som netop varetager placering af kunst inden døre i offentlige institutioner. Kultur- og Fritidsudvalget indstillede dog, at Billedkunstudvalget ikke tog imod tilbuddet om at overtage Fire gule kiler, ”da værkets størrelse betyder, at det ikke kan placeres indendørs på kommunale institutioner.”

Teknik- og Miljøforvaltningen tilbød derfor en række kunstmuseer at lade værket deponere, indtil der evt. kunne findes en mere permanent løsning i kommunalt regi. Betingelsen var, at museet skulle udstille det i hele deponeringsperioden. Det var der dog ingen af de adspurgte museer, der hverken havde mulighed for eller plads til.

Forvaltningen har nu besluttet at opsætte skulpturen i det offentlige rum med de risici, det indebærer. Juridisk er forvaltningens ret til at disponere over værket indiskutabelt. Sker der graffitihærværk eller andre skader, bliver disse repareret via dertil bevilgede midler.

Forvaltningen ønsker nu Amager Vest Lokaludvalgs holdning til forvaltningens forslag om en opstilling af Fire gule kiler på det angivne sted i Havneparken.

 

Løsning

Lokaludvalget drøfter og vedtager sit svar til Teknik- og miljøforvaltningen.

 

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

 

Beslutning

Lokaludvalget drøftede henvendelsen og godkendte svarbrevet med følgende ændring:

Udvalget har behandlet sagen, men har ingen interesse i en opstilling af kunstværket Fire Gule Kiler på det angivne sted i Havneparken. Udvalget ikke finder, at Havneparken er egnet til prøveopstilling grundet, dels lokale ønsker om en 60+-park, dels det store arbejde med fjernvarmerør, der i øjeblikket pågår.

Udvalget vil gerne opfordre til, at Københavns Kommune stiller værket til rådighed for kunstneren indtil kommunen er istand til at anvise en ny, egnet placering.

Udvalget kan desværre ikke pege på et alternativt sted i bydelen, hvor værket kan placeres.

 

Til top