Mødedato: 11.12.2012, kl. 18:30
Mødested: Peder Lykke centret, Peders Lykkevej 65

Ansøgning: Turbulens 2300

En medarbejdersamling mellem musikmedarbejderne i fritidsklubber på Amager søger støtte til Turbulens2300.

Indstilling og beslutning

Formanden for Amager Vest Lokaludvalg indstiller,

1. at lokaludvalget drøfter og vedtager sit svar til medarbejdersamlingen mellem musikmedarbejderne i fritidsklubber på Amager på baggrund af indstillingen fra arbejdsgruppen for kultur og fritid.  

Problemstilling

På vegne af en kreds af musikmedarbejdere i fritidsklubber på Amager søgte Kristine Lehmann Nielsen om 46.000 kr. i støtte til Turbulens 2300. Arrangementet er en en-dagsfestival i september 2013. Målgruppen er børn fra fritidsklubber på Amager, deres familier og venner. Der forventes 300 deltagere.

Målsætningen er at skabe en endagsfestival på Amager, hvor klubbørn i alderen 10-14 år optræder med elektronisk musik i det offentlige rum. Festivalen og processen op til kan ses som et pilotprojekt, som kan ende som en årligt tilbagevendende tradition. Med festivalen ønsker arrangørerne at skabe integration og fællesskab mellem børn og aktører i Amager Øst og Vest på tværs af økonomiske, sociale og kulturelle grænser, samt bidrage til Amagers børne- og musikkultur.

I processen op til festivalen vil børn og medarbejdere samles til en række workshops, bestående af undervisning i elektronisk musik, computerbrug relateret til musik og/eller sceneudsmykning, udarbejdelse af logo, lys og lyd samt dans. Indledningsvist vil der blive afholdt en workshop i ”mini-projektledelse”, som giver børnene kompetencer til selv at være med til at stable arrangementet på benene. Processen går igang i januar 2013.

De ansøgte midler indgår i det samlede budget på 167.000 kr., som dækker udgifter til scene, lyd, lys, PR, koordination og evaluering. Arrangørerne egenfinansierer med medarbejdertimer. Der er ansøgt om 46.000 kr. i Amager Øst Lokaludvalg. Derudover forventes der ansøgt om midler i fonde mv.  
 

Løsning

Arbejdsgruppen for kultur og fritid behandlede ansøgningen på sit møde d. 28. november 2012, og indstiller at projektet støttes med 25.000 kr., som øremærkes projektets workshops. Projektet er netværksskabede og understøtter lokaludvalgenes projekt Musikøen Amager. Indstillingen om delvist støtte hviler på arbejdsgruppens vurdering af, at koordination af projektet burde kunne afholdes af de involverede institutioners egne personaleressourcer.

Økonomi

Beløbet anvises fra lokaludvalgenes 2013-puljemidler, område 3107.
Beløb ekskl. moms: 25.000 kr.

Beslutning

Indstillingen blev godkendt uden at komme til afstemning. Udvalget vedtog således at bevilge 25.000 kr. til projektet.
Begrundelsen for ikke at bevilge det fulde, ansøgte beløb skyldes, at lokaludvalget vurderer, at koordination af projektet burde kunne afholdes af de involverede institutioners egne personaleressourcer.
Til top