Mødedato: 11.12.2012, kl. 18:30
Mødested: Peder Lykke centret, Peders Lykkevej 65

Ansøgning om midler til elladcykler fra Miljøpunkt Amager

Miljøpunkt Amager ved Claus Knudsen søger støtte til indkøb af elladcykler til udlån i Amager Vest.

Indstilling og beslutning

Formanden for Amager Vest Lokaludvalg indstiller,

at lokaludvalget drøfter og vedtager sit svar til Miljøpunkt Amager på baggrund af indstillingen fra arbejdsgruppen for fysisk planlægning.

Problemstilling

På vegne af Miljøpunkt Amager søgte Claus Knudsen d. 11. november om 79.000 kr. i støtte til to elladcykler til udlån for Amagers beboere og foreninger som grøn transportmiddel.

De nye el-ladcykler vil være af mærket ”Bullit” med en elmotor af typen ”BionX”.  Denne type cykel er ekstremt populær og konstant udlånt fra cykelbiblioteket ”Bicycle Innovation Lab” i Amager Øst. Med denne ansøgning ønskes indkøb af to cykler af denne type. Miljøpunkt Amager vil sikre formidling af cyklerne gennem lokale samarbejdspartnere. F.eks. vil det være relevant at undersøge muligheden for at udlåne en af cyklerne fra Kulturhus Islands Brygge, hvor der allerede i dag er stor efterspørgsel på de almindelige ladcykler, som lokaludvalget finansierede i 2011. Vedligeholdelse af cyklerne vil påhvile Miljøpunkt Amager.

Elladcyklerne kan bruges til mange forskellige formål; indkøb, flytninger, kulturarrangementer, picnic-ture, kørsel af affald til genbrugsstation og meget andet. Ladcyklerne vil kunne understøtte lokale aktiviteter og borgernes behov for varetransport. Efter at have lånt cyklerne et par gange, vælger mange lånere at investere i egen ladcykel. Det stemmer overens med både Miljøpunkt Amagers, Københavns Kommunes og Amager Vest Lokaludvalgs vision om at sikre mere miljøvenlig transport på Amager.

Løsning

Arbejdsgruppen for fysisk planlægning behandlede ansøgningen og indstiller, at det ansøgte beløb bevilges. Cyklerne fremmer og skaber opmærksomhed omkring miljøvenlig transport i bydelen.

Økonomi

Beløbet anvises fra lokaludvalgets puljemidler, område 3107.
Beløb eksl. moms: 79.000 kr.

Beslutning

Indstillingen blev godkendt uden at komme til afstemning. Udvalget vedtog således at bevilge 79.000 kr. til projektet.
Til top