Godkendelse af proces for udbetaling af puljemiddelstøtte til Miljøpunkt Amager
Indstilling og beslutning
- at udvalget drøfter og tager stilling til den foreslåede proces for udbetaling af puljemiddelstøtte til Miljøpunkt Amager.
Problemstilling
Det blev i budgetaftalen for Københavns kommune 2011 besluttet, at lokaludvalgene fra d. 1. juli 2011 skulle overtage opgaven med at støtte og udvikle det lokale miljøarbejde. Amager Vest Lokaludvalg besluttede på sit møde d. 18. januar 2011 at yde en årlig driftsstøtte til fonden bag Miljøpunkt Amager svarende til det beløb, lokaludvalget fremover modtager til at udføre København kommunes lokale miljøarbejde. Støtten gives til lokaludvalget som sekretariatsmidler.
Lokaludvalget godkendte på lokaludvalgsmødet den 20. november Miljøpunkt Amagers årsplan for 2013 for så vidt angår det beløb, lokaludvalget tildeler som ordinær driftsstøtte. Herudover vedtog lokaludvalget at bevilge yderligere 150.000 kr. i puljemiddelstøtte til projektet Klimatilpasning.
Projektet er et samarbejdsprojekt mellem Amager Øst og Amager Vest Lokaludvalg samt Miljøpunkt Amager og er i startet i forbindelse med de to lokaludvalgs bydelsplaner.
Løsning
Miljøpunkt Amager indsender et revisorpåtegnet regnskab for støttebeløbet og de omkostninger, som er blevet afholdt af støtten, til lokaludvalget senest den 31. marts i året efter støtteåret. Samtidig med regnskabet indsendes en årsberetning for støttebeløbet.
Hvis Miljøpunkt Amager ved aflæggelse af regnskabet og i den årlige beretning ikke kan dokumentere, at støtten er anvendt i overensstemmelse med støttevilkårene i samarbejdsaftalen, kan lokaludvalget med henvisning til væsentlig misligholdelse tilbagekalde sin beslutning om at yde støtte.
Lokaludvalgets procedure for udbetaling af puljemiddelstøtte er, at det samlede støttebeløb først kan udbetales, når projektets regnskab er endelig godkendt. I projektet Klimatilpasnings tilfælde vil det først være ved slutningen af 2013, at der kan aflægges regnskab.
Da lokaludvalgets puljemiddelstøtte på 150.000 kr. til projektet Klimatilpasning er bevilget i forbindelse med tildelingen af den ordinære driftsstøtte til Miljøpunkt Amager, foreslås det, at udbetalingen af puljemiddelstøtten også følger de samme vilkår som den ordinære driftsstøtte.
Hvis indstillingen bliver godkendt, bliver puljemiddelstøtten til Miljøpunkt Amager udbetalt i to rater, hhv. primo januar og primo juli. Lokaludvalgets godkendelse af indstillingen medfører også, at Miljøpunkt Amager først er forpligtet til at aflægge regnskab for projektet Klimatilpasning ifm. regnskabsaflæggelsen for den ordinære driftsstøtte for støtteåret 2013.