Beslutning: udpegning af formandsskab
Indstilling
Det indstilles, at lokaludvalget udpeger
- en formand for lokaludvalget
- en næstformand
- drøfter muligheden for at nedsætte et forretningsudvalg
Problemstilling
Amager Vest Lokaludvalg skal blandt sine medlemmer vælge en formand og en næstformand.
Valget følger §7 i Regulativ for lokaludvalg, som også er beskrevet i §1 i Forretningsorden for Amager Vest Lokaludvalg (se vedlagte bilag), og ledes af udvalgets ældste medlem (i alder).
Lokaludvalgets formand vælges ved almindeligt flertalsvalg af og blandt udvalgets medlemmer på udvalgets konstituerende møde.
Såfremt der er flere kandidater til formandsposten foretages der afstemning. Forud for afstemningen vil kandidaterne få 2-3 minutter til at præsentere sig selv.
Valget vil foregå skriftligt på stemmesedler, men er ikke hemmeligt.
Afsættelse af formanden
Et lokaludvalg kan til enhver tid afsætte den nuværende formand og vælge en ny. Lokaludvalget kan derfor på det konstituerende møde godt træffe beslutning om, at der efter en nærmere afgrænset periode foretages fornyet valg til formandsposten. Lokaludvalget kan derimod ikke træffe beslutning om, at det indenfor denne periode ikke er muligt at omgøre formandsvalget. En sådan bestemmelse kan heller ikke optages i udvalgets forretningsorden - som det fejlagtigt står i forretningsordenen for Amager Vest Lokaludvalg §1 Stk. 2.
Forretningsordenen kan ændres, hvis Lokaludvalget ønsker dette. I så fald skal forslag til ny forretningsorden behandles på to ordinære lokaludvalgsmøder.
Formandens opgaver
Formanden forbereder lokaludvalgets møder og påser sagernes ekspedition, og kan på lokaludvalgets vegne afgøre sager, som ikke tåler opsættelse eller ikke giver anledning til tvivl. Formanden skal orientere lokaludvalget om sådanne afgørelser senest på det førstkommende ordinære lokaludvalgsmøde. Formanden er i enhver henseende undergivet lokaludvalgets beslutninger.
Formanden for lokaludvalget har sammen med næstformanden en koordinerende funktion i forbindelse med forberedelse og tilrettelæggelse af lokaludvalgets møder og aktiviteter.
Valget til næstformand følger samme regler som valg af formand, og ledes af den nyvalgte formand.
Løsning
Det indstilles, at lokaludvalget udpeger en formand og en næstformand for lokaludvalget og drøfter muligheden for at nedsætte et forretningsudvalg.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Beslutning
Det blev besluttet at vælge en formand og næstformand for en periode frem til lokaludvalgsmødet d.19. juni, hvor der skal vælges formandskab igen.
André Just Vedgren blev indstillet som formand og valgt uden afstemning.
Kresten Thomsen blev indstillet som næstformand og valgt uden afstemning.
Det blev besluttet, at formandsskabet udgør lokaludvalgets forretningsudvalg frem til der er nedsat arbejdsgrupper og valgt tovholder, hvorefter tovholderne af arbejdsgrupperne sammen med formandsskabet vil udgøre lokaludvalgets forretningsudvalg.